Det er ikke hver dag, man oplever en nobelprismodtager iført slangeskindsstøvler i København. På forhånd virkede Operaen – med særdeles noble billetpriser - som en fin ramme for en mand med en så fornem hæder i bagagen. Med sin sublime akustik, skulle Mærsks julegave til København vise sig at være perfekt ramme for Bob Dylan 2017.

Vejret torsdag i København virkede ellers ikke til at være i det gæstfrie hjørne: bidende kold vind, regn, gråt, gråt, gråt. Men elementer i denne koncert var så allerhelvedes himmelske, at det beske aprilvejrlig endte som en passende ramme for en koncert, der sluttede med Bobs garvede version af ’Autumn Leaves’ og en hjertegribende low-fi bluesrocket ’Blowing in the Wind’. Sangen, der begyndte det hele. Og dermed en ring sluttet.

Allerede i begyndelsen spillede bandet klassikeren ’Highway 61’ som et rammende geografisk billede af lyden af Bob Dylan og hans Never Ending Tour-band.

En tur langs Mississippi

Virkelighedens Highway 61 slynger sig vej fra syd mod nord i USA, langs med Mississippi-flodens mudrede bredder. Fra jazzbyerne New Orleans og Baton Rouge, over blues- og rock’n’roll-byen Memphis (bare et par hundrede kilometer fra Nashville), videre gennem jazz- og swing-byen St. Louis – for at ende i bluesbyen Chicago.

På scenen i operaen mødtes jazz, boogie, blues, swing, country i et intimt rum, der fordrer og giver plads til et swingende nærvær, jeg tidligere har savnet, når Bob har optrådt på langt større scener.

Med en fremragende version af 'Tangled Up in Blue' som højdepunktet.

Det er den diskrete, medlevende trommeslager George Receli, bassist Tony Garnier, der har spillet med Dylan i 29 år, multiinstrumentalisten Donnie Herron, rytmeguitarist Stu Kimball og leadguitarist Charlie Sexton, der er for Bobs band, hvad den Orange Scene er for festivalen i Roskilde. Ikke uundværlig, men umulig at undvære.

Den Gamle hvæser stadig

Sexton spillede en dybblå jazzet solo i ’Pay in Blood'. Var i næsten fejlfri symbiose med Dylan ved tangenterne i den evigt aktuelle ’Desolation Row’, hvor Sexton spillede, så sjælen blødte.

En af de definerende, bevidsthedsstrømmende sange, der har gjort Dylan til Nobel-materiale. ’Which side are you on’, kan Den Gamle stadig hvæse, så man kryber sammen nede på række 11.

Det band spiller med intimitet, nærhed og indforståethed med afsæt i lige dele talent og erfaring. Som f.eks. da Bob tidligt i sættet – tilsyneladende - besluttede at springe i sætlisten og spille ’Why Try to Change Me Now’ fra 2015-coveralbummet ’Shadows in the Night’ tidligere end planlagt.

Gennem det seneste årti har Dylan foretrukket at optræde ved sit piano, hvis tangenter han ikke ligefrem overbelaster. Det giver mere rum til crooneren Dylan. Og følgende logisk intet rum til de improviserende guitarexcesser, man tidligere kunne opleve fra Dylans side.

Jeg så ham på Roskilde Festival 1995 og genkendte to numre. Det ene, fordi han var så venlig at nævne titlen.

Jeg har set Dylan i Forum vrænge og spytte sine sange ud, som havde han slugt eddike. Mumle sig vej gennem sine sange i Idrætsparken, hvor den bedste version af en af hans sange blev givet af supportnavnet Joan Baez med en akustisk guitar.

Sådan var det ikke her til aften. Operaen har for længst vist sin styrke som koncertrum. Akustikken er perfekt. Og lyden under aftenens koncert så indtagende, at man kunne smage musikken.

Raspende Bob

På det seneste har Dylan udgivet hele tre album med versioner af gamle swing- og popstandarder, bl.a. en del Frank Sinatra-sange. Senest det tredobbelte ’Triplicate’, der udkom i sidste uge.

Sange fra før, Dylan begyndte at synge om, at verden var af lave.

De gamle klassikere klæder Dylans raspende, grusede måneblå sangstemme. Han klæder dem. Især efter en trekvarters tid, da stemmen var varmet op.

Når den 75-årige forlod sit piano og spankulerede ud midt på scenen for at gribe en af de fire (!) mikrofoner for at synge bl.a standarder som ’Melancholy Mood’, ’That Old Black Magic’ og ’All or Nothing at All’. Ja, det var næsten rørende. Så meget en syngende Dylan, man får.

Mr. Jones, som Dylan sang om i det sidste ekstranummer, 'Ballad of a Thin Man’, har for længst opgivet at forstå, hvad der sker omkring ham.

Som den første skabte Dylan rocksange, der blandt meget andet provokerede sine lyttere til at prøve at forstå sig selv og alt andet omkring sig.

Koncerten i Operaen torsdag aften var ikke den fuldendte rejse gennem de mange definerende sangtekster, der fik nobelkomiteen til at hædre Bob. Dertil var der for mange covers og for få sange fra perioden før 2000.

Men musikalsk set var det tæt på fuldendt. By far den bedste Bob Dylan-koncert, jeg har oplevet.

Bob Dylan, Operaen, torsdag aften.