Malte Ebert, der slog bredt igennem som fænomenet Gulddreng, udsendte for nylig sin tredje single i eget navn med titlen 'Loyal'.

Nummeret er endnu ikke blevet en landeplage, men måske det kan blive det med den nye tilhørende musikvideo, hvor Malte Ebert har sat lidt af et guldhold.

I videoen, som du kan se herunder, medvirker både Nikolaj Lie Kaas, Hella Joof og racerkører Kevin Magnussen. Sidstnævnte i et lidt anderledes køretøj, end man er vant til at se ham i.

Særligt Nikolaj Lie Kaas stjæler billedet - først som sur mand, der er træt af at høre Malte Eberts musik - og siden som perfekt selvglad skuespiller, der sidder og ser sin egen film 'Dirch'.

Malte Ebert fortæller til B.T., at han mødte Nikolaj Lie Kaas første gang sidste sommer, og at de klikkede fra start.

»Han er skide sjov og sympatisk og er en af mine absolutte favoritskuespillere. Derfor var det ikke svært at vælge ham som rollen, der skulle komme ud og bede mig hold kæft.«

Kevin Magnussen betragter han som en af sine gode venner, og på en sejltur i foråret fortalte han den danske Formel 1-stjerne om ideen til videoen.

»Jeg syntes, det ville være sjovt at se ham i en chaufførrolle, som var anderledes end hans sædvanlige,« fortæller Malte Ebert.

Om valget af Hella Joof som videoens kvindelige hovedrolle, forklarer han:

»Hella er et af de sødeste og klogeste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Og jeg tænkte, at det ville være det perfekte twist på videoen, at det var en smuk moden kvinde i stedet for en yngre model.«

Malte Ebert har siden overgangen fra Gulddreng til 'Malte Ebert' udgivet tre singler, hvoraf 'Rather Be' har klaret sig bedst med indtil videre 5,3 millioner afspilninger på Spotify.

Henover sommeren er han blandt andet aktuel på Jelling festival og Langelandsfestivalen.