Lidt færre Martinis i hånden og lidt færre sko fra Gucci byder den kommende tid på for Nik og Jay.

De har nemlig endnu en gang præsenteret et millionunderskud i deres virksomhed. Denne gang det største til dato.

Det skriver Finans.

Selskabet HBD, der ejes af Niclas Genckel Petersen og Jannik Brandt Thomsen – måske bedre kendt som duoen Nik og Jay – har præsenteret et underskud på 1,4 millioner kroner. Sidste år havde de et overskud på 163.000 kroner.

Selskabets egenkapital har også set bedre dage. Siden 2013, hvor selskabets egenkapital lød på 4,8 millioner kroner, er millionerne stort set droslet væk hvert år. Seneste regnskab viser en egenkapital på knap 1,2 millioner kroner.

Trods resultatet, beskriver ledelsen alligevel årets resultat som »tilfredsstillende« i regnskabsberetningen. Man noterer dog coronakrisen som en betydelig påvirkning på årets resultat.

Pop-duoen slog for alvor igennem med sangen 'Hot' i 2002. Sidenhen har popduoen produceret en række hits sammen. De holdt en midlertidig pause i 2009, men vendte stærkt tilbage i 2011 med albummet 'Engle Eller Dæmoner', hvor singlen 'Mod solnedgangen' opnåede platinstatus efter blot to måneder med mere end 30.000 solgte downloads.

Deres seneste album 'Længe leve drømmene' blev udgivet i 2019.