Nicki Minaj er blevet gift.

Selvom hun længe har refereret til Kenneth “Zoo” Petty, der arbejder i musikindustrien, som sin mand, så er det nu blevet officielt.

Den 36-årige rapper deler en video på sin Instagram-profil, hvor man blandt andet kan se to kasketter med teksten 'brud' og 'brudgom'.

Til videoen skriver hun:

'Onika Tanya Maraj-Petty.'

Her fortæller hun meget simpelt, at hun har taget sin mands navn. Før hed rapperen, der går under navnet Nicki Minaj, nemlig Onika Tanya Maraj.

I teksten står også datoen 21. oktober 2019, som formentlig referer til den dag, parret blev gift.

Parret har officielt været kærester siden december 2018, hvor Nicki Minaj delte et billede af sin nye kærlighed på sin Instagram-profil.

Et halvt års tid efter, i juni 2019, afslørede hun i sit eget radioprogram 'Queen Radio', at hun og Kenneth “Zoo” Petty havde fået en licens til at gifte sig.

»Det var så svært at nå til et sted, hvor jeg kan være glad. Nu når jeg er der, vil jeg ikke gå på kompromis med det for nogen eller noget,« siger hun i programmet.

Flere fans har udtrykt, at de er bekymrede for den 36-årige rapper, da 41-årige Kenneth “Zoo” Petty efter sigende skulle have en kriminel fortid. Dog ligger den mange år tilbage.

Rapperen har desuden ifølge TMZ fortalt, at hun har kendt sin nye mand, siden hun var teenager, og at han er blevet mere moden siden da.