Der er anmeldere, som uden videre tildeler topkarakterer til i bedste fald middelinteressante, musikalske mellemvægtere. Dem om det. Men der opstår en udfordring, når man så bliver ramt af en af de der helt store, sådan rigtig stærke, koncertoplevelser, som kun en lille håndfuld nulevende navne er i stand til at levere dem - Dylan, Cohen - og så Nick Cave. For hvordan understreger man så alvoren?
For Cave er gudhjælpemig endnu engang i byen for at vælte huset med en både voldsom og poetisk pragtkoncert: Første aften af to i Falconer Salen på Frederiksberg, nøjagtig som Dylan gjorde det for nogle uger siden. Og første gang i ni år, han står på scenen netop hér, hvor Nick Cave & The Bad Seeds i november '04 gav en aldeles uforglemmelig koncert i kølvandet på dobbeltalbummet 'The Lyre of Orpheus/Abbatoir '.
Åndeløs oplevelse
Nuvel, så what's new, og hvordan kan det næsten blive lige så godt som sommerens triumf på trods på NorthSide Festival i Aarhus, eller for den sags skyld de eksklusive releasekoncerter tilbage i februar? Det kan det, og i aften har Cave rystet posen og præsenterer velkomne overraskelser - 'Breathless', 'Watching Alice' og ikke mindst 'Do You Love Me?' - side om side med solide standarder (!) som 'Stagger Lee' og 'The Mercy Seat', materialet fra 'Push the Sky Away' og endelig et enkelt outtake fra samme, som afslutning på aftenens seance.
Der er tale om et længere sæt end ved sommerens festivalkoncert, og vi møder en Cave som synes på toppen af sit spil: Ikke helvedesrytteren fra karrierens kaotiske, tidlige år - stadig en manisk motherfucker, som synes besat, når han er bedst, men samtidig en mand i fuld kontrol og med styr på sine virkemidler. Manikeren Cave maner mørket frem, lige fra 'Watching Alice's vemodige voyeur ('Watching Alice dressing in her room / it's do depressing / It's cruel') til den kuldslåede kærlighedssang 'West Country Girl.'
Kærlighedens kraft
Sekulære salmer Samtidig med at ceremonimesteren Cave lukker lyset ind og driver dæmonerne ud med sekulære salmer som 'Into My Arms' og den ligefrem overstadige 'Breathless' (Fra 'The Lyre of Orpheus', red.), som er blandt ekstranumrene i aften.
Og som sådan bliver aftenens koncert også en potent påmindelse om såvel sproget som kærlighedens kraft: 'The night expands, I am expanding / I watch your hands like butterflies landing / Upon the myths and legends we create,' som hovedpersonen synger et sted i aften, og videre: 'Close the windows, clear up the mess / It's getting late, it's darker and closer to the end' - og så kan en erotisk aften da vist ikke italesættes meget smukkere.
Cave hiver tre henrykte kvinder op på scenen, holder om dem, mens han foredrager 'Papa Won't Leave You'.
Henry"s blodbesudlede strofer.
Skræddersyet guldskjorte under den sorte silkeblazer, som ryger af, da Cave for alvor har arbejdet sig ind i det maniske modus, han mestrer som få. Som sådan er aftenens koncert på alle måde Cave, som vi kender ham. Samtidig med at det på den anden side ikke giver mening at tale om en "solid standard" netop hér, hvor sammenligningsgrundlaget som sagt er de allerstørste og koncerterne medrivende i særdeles sjælden grad. Jo, Nick Cave & The Bad Seeds er i særklasse. Og det var de også i Falconer i aften.
Falconer, fredag aften