Et overforbrug af alkohol var i 2013 ved at slå den danske rapper Niels ’Niarn’ Roos ihjel. Han lagde sit rap-alias i graven, og nu håber han at kunne hjælpe andre misbrugsramte familier med en hudløs ærlig dokumentarfilm.

»Det er uden sammenligning det mest grænseoverskridende, jeg har prøvet. Én ting er at gå ud og fortælle, at man har haft et misbrug, noget andet er med lyd og billeder at vise folk ens grimme opførsel. Det er det værste, jeg har prøvet.«

Niarn fortæller om sit alkoholmisbrug i ny dokumentar.
Niarn fortæller om sit alkoholmisbrug i ny dokumentar. Foto: Pressefoto
Vis mere

Torsdag har TV2 premiere på dokumentarfilmen ’Niarns død’, der med et stort arkiv private videooptagelser fortæller historien om Niels Roos, der vokser op i en almindelig dansk kernefamilie, udvikler sig til rap-monstret Niarn og til sidst havner i så dybt et alkoholmisbrug, at han den 23. juni 2013 bliver indlagt på Hvidovre Hospital med betændelse i bugspytkirtlen.

Indlæggelsen betød et radikalt skifte i Niels Roos’ liv. Han gik i behandling, begravede Niarn-aliasset med en afskedskoncert i 2014 og har siden holdt foredrag i håb om at kunne hjælpe andre. Samme bevæggrund har han nu for at vise skeletterne frem på TV2 i den bedste sendetid.

»Lige siden jeg stod frem med mit misbrug, er jeg blevet spurgt, om jeg ville fortælle min historie til tv. Jeg sagde nej hver gang. En del af min historie er jo også, at jeg har lavet en masse lorte-tv, som jeg ikke kunne stå inde for, men lavede, fordi jeg manglede penge, så det skulle gøres på den rigtige måde,« fortæller Niels Roos, da B.T. møder ham et par dage før tv-premieren.

Niarn fortæller om sit alkoholmisbrug i ny dokumentar.
Niarn fortæller om sit alkoholmisbrug i ny dokumentar. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

Niarn fortæller om sit alkoholmisbrug i ny dokumentar.
Niarn fortæller om sit alkoholmisbrug i ny dokumentar. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

»Da Ole (Juncker, dokumentarfilmens instruktør, red.) henvendte sig, sagde jeg ja, da han ville fortælle historien med arkivbilleder. Det tiltalte mig, for det skal fortælles helt upoleret. Min historie er barsk, så sådan skal det også fortælles,« forklarer Niels Roos, der i dokumentarfilmen blandt andet ses stortudende med en vodkaflaske i hånden.

»Der er jo ikke noget galt med at sidde og græde, fordi man er ked af det. Det er bare mærkeligt at have en optagelse, hvor man sidder i en mega kokain-brandert og græder over kærestesorger, og så vælge at sende det i tv,« griner han og tilføjer:

»Der er rigtig mange misbrugere, der ikke har lyst til at dele deres historie, og det kan jeg godt forstå. Men der er alligevel sagt så meget lort om mig, at det kan være lige meget, så derfor vil jeg gerne hjælpe. Og jeg tror, især pårørende kan få noget ud af at se med, fordi de ofte har svært ved at forstå, hvad misbrugerne går igennem.«

I ’Niarns død’ fortælles også historien om hans forhold til kæresten Asal, som han i dag er gift og har datteren Akacia på næsten fire år med. Det er første gang, at han åbner for den del af privatlivet, og det har ikke været nemt, fortæller han.

»Min kone har altid været tilbageholdende og ikke haft lyst til at være en del af kendislivet, så det har været ekstremt svært for hende at være med.«

I filmen udtaler venner og familie sig om Niels Roos' misbrug, men hans forældre har ikke haft lyst til at medvirke.

»De er stolte af mig og skammer sig på ingen måde, de har bare fra starten af min karriere valgt ikke at udtale sig til pressen.«

Niarn fortæller om sit alkoholmisbrug i ny dokumentar.
Niarn fortæller om sit alkoholmisbrug i ny dokumentar. Foto: Pressefoto
Vis mere

I dag bor han med sin familie i København i en lejlighed bag sin kones kaffebutik. Sideløbende med sine mange foredrag er han så småt ved at starte en ny musikalsk karriere op delvist sat i gang af barndomsvennen og komikeren Geo.

»Da jeg i 2015 spillede min afskedskoncert som Niarn, troede jeg, at jeg var færdig med musik, men der gik kun en måned, så var jeg i gang igen med to venner. Vi spillede bare for sjov og lavede alt muligt forskelligt. Sidste år spurgte Geo så, om ikke jeg ville spille til hans bryllup.«

Ved festen optrådte blandt andre Anders Matthesen, men det var Niels Roos, der tog røven på selskabet, da han med en akustisk guitar spillede en melankolsk blues-udgave af gennembrudshittet ’Dobbelt A’.

»Folk syntes, det var mega fedt og sagde, jeg burde lave meget mere af det. Jeg har altid elsket at underholde og fortælle røverhistorier, så det sidste års tid har jeg arbejdet på et show, hvor jeg blander nye og gamle sange, mens jeg fortæller historier. Jeg tager på turné i starten af 2019.«

Niels Roos er på ingen måder flov over Niarn, og han mener, der stadig er brug for kunstnere som ham, så ’skæve eksistenser og ballademagere’ ikke føler, de står alene.

»Jeg synes, det er fedt, det Niarn udrettede, jeg kan bare ikke længere være ham. Så dør jeg.«