Normalt er Parken forbeholdt FCK, fodboldlandsholdet og kendte popstjerner som Coldplay og Robbie Williams.

Lørdag indtages nationalarenaen i København imidlertid for første gang af en musiker, de fleste danskere aldrig har hørt om. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? 

Det 'mystiske fænomen' blev født den 2. april 1996 i Yokosuka, Japan, hvor hans forældre var udstationeret for den amerikanske flåde.

Som voksen kom han selv i hæren, og her tog hans musikalske karriere fart, da han i 2017 begyndte at gå viralt med sin musik på internettet.

Zach Bryan.
Zach Bryan. Pressefoto

Manden hedder Zach Bryan.

Udover en militærfortid har den i dag 30-årige musiker en bachelor i psykologi, og så er han de sidste par år blevet et kæmpe hit i USA.

Lørdag aften skal han spille i Parken som led i sin aktuelle verdensturné, og det kan undre, når hans musik ikke rigtigt har hittet herhjemme.

Han har været i Danmark én gang før. 

Det var i 2023, da han spillede for cirka 1.500 mennesker i Store Vega i København.

Da han i januar udgav sit seneste album 'With Heaven On Top' forsvandt den allerede efter én uge fra den officielle danske albumhitliste efter en beskeden plads som nummer 39.

Ligeledes har ingen af sangene været blandt de 200 mest streamede sange på Spotify i Danmark.

Og koncerten i Parken? Den er stadig ikke helt udsolgt.

Zach Bryan
Zach Bryan Pressefoto

B.T. har spurgt to musikeksperter, hvordan det kan lade sig gøre, at Zach Bryan kan spille i Parken?

»Det er på mange måder ret vildt. Mig bekendt er det den største moderne country-koncert, vi har set herhjemme. Men den kommer ikke ud af det blå,« lyder det først fra Gaffa-anmelder Albert Grøn.

Han har tidligere beskrevet, hvordan unge i hele verden generelt set er blevet bidt af countrymusikken, blandt andet med hjælp fra store popnavne som Beyoncé og Post Malone, der er begyndt at flirte med genren.

Albert Grøn mener også, at countrybølgen er skyllet ind over Danmark med flere amerikanske countrykoncerter og danske popstjerner, der er hoppet med på vognen.

Beyonce vandt sidste år flere priser for sit country-album 'Cowboy Carter'.
Beyonce vandt sidste år flere priser for sit country-album 'Cowboy Carter'. Foto: Mario Anzuoni/Reuters/Ritzau Scanpix

»Bølgen ramte direkte ind i hjertet af den danske mainstream-popverden, da Annika i marts udgav den Dolly Parton-klingende femme-fatale ballade 'Livsforladt,« giver han som eksempel.

Albert Grøn tror derudover, at countrymusikken lige nu taler til danskerne, fordi den grundlæggende fremstår autentisk, i en tid hvor alt kører i turbotempo på internettet.

Og så er Zach Bryan bare 'kolossal' på globalt plan, tilføjer han og nævner, at musikeren sidste år blandt andet slog rekord i USA, da han optrådte for cirka 112.000 betalende fans i Michigan.

Malthe Hjort, musikredaktør hos Soundvenue er enig.

Parken på Østerbro i København set fra Fælledparken.
Parken på Østerbro i København set fra Fælledparken. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

»Zach Bryan ER et kæmpestort navn, selvom det ikke nødvendigvis er alle danskere, der kender ham – ikke mindst i hjemlandet,« slår han fast.

Når Zach Bryan vælger at spille i Parken, kan det også have noget at gøre med, at hans igangværende turné har relativt få koncerter i Europa, fortsætter han.

»Han spiller eksempelvis ikke i Sverige, så ikke ulig Radioheads koncerter i Royal Arena i efteråret, kan man forestille sig, at fans fra andre lande søger mod Danmark for at opleve ham.« 

Han tilføjer:

»Når det så er sagt, er det ikke udelukket, at Parken måske alligevel er en anelse for stor. Jævnfør Ticketmasters hjemmeside, ser det i hvert fald ud til, at der stadig er en del ledige billetter til koncerten.«