Når Prince’ liv og musik fredag aften fejres med en otte timers maraton-fest i Carlsberg Byen i København, er det ikke Mister hvemsomhelst, der står for musikken.

Således har de danske arrangører inviteret poplegendens egen personlige favorit-dj Brother Jules med til fest. Og udover et lille foredrag om venskabet, der varede i over tyve år, leverer Brother Jules også ét af de hypnotiske dj-set, der i sin tid fik Prince til at invitere den lokale Minniapolis-stjerne med på ikke færre end seks verdenturnéer.

»På scenen var jeg en del af Prince’ band. Det var mig, der sørgede for alle de rigtige samples på alle de rigtige tidspunkter. Og jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg savner ham. Han var som min bror,« siger Brother Jules.

Ping-pong-Prince

Efter musiklegendens død 21. april sidste år kæmper søskende, advokater og musikselskaber nu om en arv, der er anslået til små tre milliarder kroner.

»Det er virkelig ved at blive beskidt,« siger Brother Jules, der blander sig helt udenom pengene og istedet koncentrerer sig om musikken.

»På sin vis forstår jeg ikke helt en fest som den i København og mange andre steder. Jeg mener, fejrer vi den dag, han døde? Men uanset hvad, så vil jeg benytte enhver lejlighed til at bringe Prince musik og budskab videre. Han levede og åndede for musikken. Og takket være ham, gør jeg det samme,« siger Brother Jules, der kendte Prince bedre end de fleste.

»Mange siger, at Prince var svær at komme tæt på. Men det er ikke rigtigt. Han var den varmeste fyr. Vi kunne grine, skændes og græde. Og så var han fantastisk til sport. Selvfølgelig basketball men også bowling, billard og ping-pong. Og han var ikke typen, der lod dig vinde. Ligesom i musikken var Prince et konkurrencemenneske, når han tævede dig i ping-pong.«