Om der blot er tale om musikalsk selvmål eller decideret musikalsk selvmord... det vil kun tiden vise. Men under alle omstændigheder har dansk-styrede Metallica og den newyorkske rocklegende Lou Reed i fælt fællesskab lavet årets værste album - måske årtiets.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I front grynter Reed atonalt og snublende sine tekster om selvmord, syg sex og diverse former for frastødende kropsfunktioner inspireret af den tyske ekspressionist Frank Wedekind.

Melodier er ikke noget, den 69-årige Velvet Underground-legende har bekymret sig om siden 1984-albummet ’New Sensations’. Og mens Lars Ulrich og resten af metal-drengene fra San Francisco desperat forsøger at lægge en eller anden form for hård musikalsk metalgrund for Reeds lakoniske og kluntede lyrik, kan man næsten høre dem skrige: ’HVORNÅR LÆRER VI AT SIGE NEJ’.

Musikalsk terror

Men man kan ikke bebrejde Metallica, at de prøver. Efter over ti år med meget lidt musikalsk nytænkning, kunne et samarbejde med Lou Reed se fristende ud.

Manden har trods alt leveret klassiske rocksange som ’Sweet Jane’, ’Walk on the Wild Side’ og konceptalbummet over dem alle: ’Berlin’. Og i kunstinteresserede Lars Ulrichs øjne er Reed også en forbindelse til én af det sidste århundredes største amerikanske nytænkere: Andy Warhol.

Men desværre er det årtier siden, Lou Reed bare forsøgte at skabe lytteværdig musik.

Og ligesom med olie og vand lykkes det på intet tidspunk at blande Reeds livstrætte lyrik med Metallicas ætsende metalrock.

Ønsketænkning

Lars Ulrich og James Hetfield har begge udtalt, at ’Lulu’ er noget af det bedste, de har lavet. Og det første singleudspil ’The View’ lød da også sært lovende.

Men sammenlagt er ’Lulu’ som en ny form for lydtortur, der kun vil gøre CIA glad. Med de nye sange i baghånden kan den mere lyssky afdeling af den amerikanske efterretningstjeneste nemlig få selv den mest fanatiske al-Qaeda-terrorist til at bryde sammen og tilstå hvad som helst.

ROCK, ’Lulu’, METALLICA & LOU REED