Dansefest og musikalsk overlegenhed
»De serverer te for os her. De ved, vi er gamle,« sagde Stuart Murdoch med et grin fem-seks numre inde i Belle and Sebastians koncert i Studie 1 i DR-byen.
Og med mere end 20 år på bagen, ni studiealbum i bagagen og senest tre ep'er udgivet indenfor det seneste års tid, er den skotske frontmands udsagn ikke helt forkert. Et hurtigt kig rundt i salen afslørede også, at der var flere med grå hår på toppen blandt publikum.
Alderen til trods så forstod Belle and Sebastian stadig at sætte gang i indie-festen. Det blev allerede understreget ved andet nummer, ’I’m a Cuckoo’, hvor Murdoch dansede akavet rundt på scenen, mens publikum anerkendte det ved at klaske hænderne ivrigt mod hinanden.
I disse tider, hvor en computer nærmest kan udgøre en koncert, er det en fornøjelse at være vidne til Belle and Sebastians musikalske udfoldelser. Scenen i Studie 1 virkede næsten klaustrofobisk for det skotske orkester, der denne aften havde syv mand og to kvinder med på scenen.
Studie 1 var forvandlet til en musikalsk legeplads, hvor orkesteret ubesværet skiftede mellem instrumenterne. Blæsere, strygere, perkussion, synthesizer – det hele var i spil, og jeg tog mig selv i spændt at spekulere på, hvilke instrumenter, der mon skulle bruges i næste sang.
På det nye nummer ’We Were Beautiful’ fik en smuk trompet lov til at fylde rummet, mens ’Sweet Dew Lee (også blandt de nye) mixede blandt andet maracas og tamburin med masser af synth. Der er så mange niveauer i Belle and Sebastians lydbilleder, men det ene overdøvede aldrig det andet.
Du kunne hele tiden høre hvert enkelt lag, om det så var den dybe bas eller violinens bløde strøg, og det gjorde koncerten til en meget gennemført oplevelse. Den nedbarberede ’Piazza, New York Catcher’, hvor guitaren primært var i fokus, fungerede som et fint og inderligt øjeblik, hvor dansefødderne kunne lade op.
Belle and Sebastian er berygtet for at hive publikum med op på scenen, og denne aften var ingen undtagelse. Til tonerne af ’The Boy With The Arab Strap’ fik en 15 stykker lov til at vise deres bedste moves. Det kan hurtigt blive lidt gimmick-agtigt, men jeg skal ikke være den sure anmelder, der kritiserer Belle and Sebastian for at ville danse med deres publikum.
Jeg er fan af deres nede-på-jorden-attitude, og smilene på scenen, bredte sig hurtigt til resten af salen. Belle and Sebastians dansere fik lov at blive på scenen til næste nummer, ’Party Line’, hvor Murdochs stemme af og til desværre forsvandt i musikken. Også på andre numre under koncerten virkede hans stemme flad og manglede samme gennemslagskraft som instrumenterne.
Når det så er sagt, så er en koncert med Belle and Sebastian en oplevelse i særklasse. Stuart Murdoch er en showmand, og han forstår at underholde sit publikum.
Selv om nogen vil mene, at der kan gå for meget snak i den, så virkede det aldrig som om forsangeren kedede sit publikum. Og når den musikalske oplevelse er af så høj en kaliber, kan jeg godt acceptere, at jeg skal se et slideshow af billeder fra deres ”Tour de Copenhagen”. De er jo også blevet gamle ...
Belle and Sebastian, DR Koncerthuset, Studie 1, onsdag aften
