Interpol har selv produceret deres fjerde album og udsender det via deres eget nystartede selskab. Men musikken står stadig som et blegt – om end stemningsfuldt – ekko af debutalbummet.
Det kørte for de fire New Yorkere i bandet Interpol, da de i 2002 etablerede sig med debuten ’Turn on the Bright Lights’, der på finurlig vis blandede Joy Divisions dystre udtryk med R.E.M.-agtige popelementer.
Der var ikke så meget nyt at komme efter, men til gengæld var det et album så gennemført og velsammensat, at det var umuligt ikke at lade sig rive med at den særdeles dunkle noirstemning.
Siden er det dog gået ned ad bakke for Interpol, der først udgav den godkendte opfølger ’Antics’ i 2004 og for tre år siden ’Our Love to Admire’, som indeholdt et par hits, men ellers blot var tristesse og tungsindighed for tristessen og tungsindighedens skyld.
Nu er der gået atter tre år, og frontmand Paul Banks og co. er tilbage med deres fjerde udspil, som bare hedder ’Interpol’. Og den har også vist sig at blive den sidste med bassist Carlos Dengler, der forlod gruppen kort efter indspilningerne.
Dette til trods, så er det nu ikke fordi man kan høre den store forskel på dette og de foregående plader, selvom Interpol selv har produceret og tilmed er gået tilbage til deres ”uafhængige” rødder ved at udgive albummet via deres eget nystartede selskab.
Men ’Interpol’ er nu stadig et skridt fremad i forhold til livløse ’Our Love to Admire’, og særligt guitarist Daniel Kesslers sært betagende stemningsflader glimrer atter gennem det meste af spilletiden.
Skuffelse og glæde
Både åbneren ’Success’ og ’Summer Well’ er sikre semi-dansable Interpol-sager, og ’Memory Serves’ snegler sig atmosfærisk af sted over Kesslers sitrende guitarfigur, men omvendt irriterer førstesinglen ’Barricade’ med sit billige omkvæd og halvbagte versstykker.
Og sådan er det hele albummet igennem – det ene øjeblik glædes man, det næste skuffes man, og når det er svært for alvor at lade sig imponere over de mere vellykkede momenter, så skyldes det, at Interpol hele tiden gentager sig selv.
Samtidig er Paul Banks’ monotone baryton også stadig svær at kapere i større doser, og han bærer en stor del af skylden for, at disse tre kvarter føles længere, end de burde.
Soundtrack til efteråret
Der er for meget fyldstof på især pladens midte, og derfor er det rart, at der sættes trumf på til sidst med ildevarslende ’All of the Ways’ og grandiose ’The Undoing’, der begge varer over fem minutter – hér kommer den mørke stemning for alvor til sin ret.
Alt i alt sidder man dog tilbage med indtrykket af en trio, der stadig ikke magter at træde ud af debutens og idolernes skygger. Og det er en skam, for Interpol kæler stadig så tilpas meget for detaljen, at det hele aldrig bliver decideret dårligt.
Om ikke andet, så kan ’Interpol’ i hvert fald bruges som soundtrack til den mørke årstid, vi går i møde.
