Han græd af glæde, da han fik beskeden: 15-årige Mohamed Ali skal være opvarmning, når den amerikanske sangerinde Beyoncé på søndag giver koncert i Herning.

Mohamed blev nummer tre i den seneste udgave af tv-talentshowet 'X Factor' og han udgiver på mandag sin første single med titlen 'Rocket'. Dagen før står han altså på scenen i Herning Messecenter.

- Jeg er en kæmpe fan af Beyoncé, og jeg havde aldrig, aldrig nogensinde troet, at jeg skulle stå på samme scene som hende og synge sange fra mit eget album. Jeg blev så glad, da jeg fik det at vide, at jeg begyndte at græde af glæde, udtaler Mohamed Ali i en pressemeddelelse fra Sony Music.