Den tidligere 'X Factor'-stjerne Mohamed Ali får nu comeback på scenen som sanger i Wallmans i Cirkusbygningen i København.
»Jeg skal synge 'Pillow Talk' af Zayn Malik, 'Toxic' af Britney Spears - men jeg skal også synge nogle ratpack-sange a la 'Sway' og 'Crazy Little Thing Called Love'. Det er det, der er så fedt ved det - at det er så varieret. Det bliver rigtig fedt,« siger sangeren, der i dag er 24 år.
Mohamed Ali, der har egyptiske og irakiske aner, brændte igennem på landets tv-skærme i 2009, da han endte på tredjepladsen i 'X Factor' efter Linda Andrews og Alien Beat Club. Efter programmet skrev han kontrakt med Sony og udgav albummet 'Keep It Simple' samme år. Og selv om roserne af hans musikalske evner dengang var massive, har der været stille omkring ham siden.
»Jeg har haft brug for at være mig selv og få lov til at blive voksen. Dengang boede jeg hjemme i Aalborg. Nu bor jeg alene i København og har taget en uddannelse og fået lidt mere erhvervserfaring og har også uddannet mig i sang, men er ikke rigtig kommet ud med noget,« siger Mohamed Ali, der ser meget frem til sin nye rolle som entertainer.

»Jeg elsker at synge og optræde, og jeg har fundet ud af med tiden, at jeg hører hjemme på en scene,« siger Mohamed Ali, der bliver en del af et stort hold, der også tæller en masse dansere.
Hvad det så fører med sig, er han meget åben over for.
»Jeg glæder mig bare til at synge for over 1.000 mennesker i Cirkusbygningen, som er en kæmpe del af dansk historie,« siger Mohamed Ali, der i sit nye job kommer helt tæt på publikummerne, idet han sammen med de andre sangere går rundt mellem dem under showet.
Wallmans tager hul på efterårssæsonen 19. september og har shows torsdag, fredag og lørdag.
»Hvis folk synes, jeg var god dengang, skal de endelig komme og se mig,« lyder det kækt fra Mohamed Ali.
