Lyt til artiklen

I 20 år har den danske musiker Mads Damsgaard Kristiansen forgæves kæmpet for det store gennembrud. Det har altid været en drøm for ham – og foreløbig tyder meget på, at det forbliver en drøm.

Men han er ikke bitter. Det på trods af, at han imens har kunnet se sin kæreste, Karen Marie Ørsted, få gennembruddet og turnere rundt som verdensstjernen MØ, der har lavet hit med både Avicii, Major Lazer og Justin Bieber.

»Der er rigtig mange, der har spurgt mig – mine venner, mit pladeselskab og min manager: 'Er det ikke lidt svært for dig, at du sumper rundt i dine 150.000 plays, og hun rammer milliarden?' Er det ikke svært at se hende...? Men jeg synes faktisk kun, det har været smukt og dejligt,« siger Mads Damsgaard Kristiansen i DR-dokumentaren 'Besat af en drøm' om jagten på gennembruddet.

38-årige Mads Damsgaard Kristiansen er tidligere forsanger i punkduoen Reptile Youth, men er siden gået solo under kunstnernavnet Goss. Her udgav han i 2020 sangen 'I Might Stop Dreaming', som blev skrevet, da MØ i 2019 gik ned med stress og fik en belastningsdepression.

Karen Marie Ørsted og Mads Damsgaard Kristiansen optræder under henholdsvis navnet MØ og Goss.
Karen Marie Ørsted og Mads Damsgaard Kristiansen optræder under henholdsvis navnet MØ og Goss. Foto: DR
Vis mere

En reaktion, som fik Mads Damsgaard Kristiansen til at lægge sin drøm på hylden for en stund for at passe på kæresten.

'Jeg holder måske op med at drømme, for at gøre bedre plads til din drøm (...) for din drøm er det eneste, der betyder noget,' synger han løst oversat i sangen, som fik Karen Marie Ørsted til at græde, da hun hørte den.

»Det er så sørgeligt, at nogen skal tilsidesætte deres egen drøm for andre. Så hjerteskærende,« udtaler hun i dokumentaren og tilføjer:

»Det er en ting, ekstremt mange kvinder har gjort for deres mænd altid.«

Men sådan ser Mads Damsgaard Kristiansen slet ikke på det. Faktisk blev han overrasket over kærestens reaktion, da sangen for ham var en kærlighedserklæring.

Efter sin første pause i seks år er MØ i dag tilbage på benene.

Det samme er Mads Damgaard Kristiansen, der stadig håber på det store gennembrud.

Han har i 2022 udgivet albummet 'I Feel Like Planet Earth' under sit kunstnernavn Goss.