Efter 2015’s succesfulde debutalbum, ’Syzygy’, er de danske drenge i Blaue Blume klar med nye numre, der skal få hårene på armene til at stritte og sjælen til at vride sig. Det drejer sig om ep’en ’Sobs’, der består af fire numre.
Musikalsk har Blaue Blume klistret genren artpop på sig, men på ’Sobs’ er det lidt mindre art og lidt mere pop. De to åbnere ’Macabre’ og ’Ebony’ er mere mainstream end bandets tidligere numre. Heldigvis er det stadig melankolsk og storladent, ligesom Jonas Smith udformer lige så mange tryllekunstner med sin vokal som på debuten. For mig er hans vokal klart det bærende instrument og det, der gør Blaue Blume unik.
Som noget nyt synger Jonas Smith delvist på dansk på ’Macabre’. Det pludselige stilskifte fungerer overraskende godt og vækker en længsel efter flere dansksprogede numre fra bandets hånd. Der er en anden nærvær og nerve, når Jonas Smith gjalder ud på modersmålet – og samtidig bliver det lettere at forstå, hvad han synger om. Forsangerens fraseringer er fantastiske, men af og til drukner ordene i dem.
Tempoet er højt på ’Ebony’, der har stærkt live-potentiale, hvor det nok skal få selv det mest stivnakkede publikum til at løsne op i muskulaturen. Ep’ens sidste to numre har ikke samme personlighed som de første. ’Mayhem’ er egentlig meget god, men lyder som noget man har hørt før, mens den mere stille ’Haven’t You’ efter 20 afspilninger stadig ikke vækker noget i mig.
’Sobs’ er et godt soundtrack til de grå måneder, hvor du plejer din vinterblues og enten drømmer om den store forelskelse eller begræder tabet over en. Som Jonas Smith synger på ’Macabre’: ’Some pain never goes away’. Ak, ja. Selv om det er mindre pompøst, omfavner Blaue Blume stadig de store følelser, og det gør de godt
Blaue Blume, 'Sobs', album
