Jeg ved ikke, hvad der er mest chokerende. At Miley Cyrus er med på en hyldestplade til Bob Dylan, eller at hun rent faktisk gør det godt.

Og mens du tygger lidt på dén, kan jeg indskyde, at også disco-daskeren Kesha (Tik-Tok) og 92-årige Pete (We Shall Overcome) Seeger har hver sin sang med på dette fir-dobbelte album.

Amnesty International fylder 50 år. Og i den anledning har de valgt at bruge Bob Dylans uudtømmelige bagkatalog til at illustrere deres gode budskab og virke. Og til dét formål har ikke færre end 72 artister - i alle aldre og fra alle genrer - fortolket protestmesterens værker.

Der er de lidt ligegyldige som Ziggy Marleys version af ’Blowin’ In the Wind’ og Carly Simons ’Just Like a Woman’.

Så er der de forventede perler som bl.a. Jackson Brownes intet mindre end perfekte ’Love Minus Zero’ og ’Kris Kristoffersons følte ’The Mighty Quinn’. Og til sidst (og de er mange) er der overraskelserne.

Overraskelserne

Midt i sit gossip-omtalte kommercielle sammenbrud begyndte Billy Ray Cyrus’ datter Miley åbenbart at lytte til Dylan (som mange før hende). Her faldt hun specielt for sangen ’You’re Gonna Make Me Lonesome When You Go’. Og for første gang i lang tid lyder det faktisk som om, Cyrus er til stede under indspilningerne. Og hendes rustne Stevie Nicks-agtige vokal klæder i den grad Dylans udødelige melodi og lyrik.

På en tyst ’Don’t Think Twice’ viser USAs pt. farligste partygirl Kesha, at hun (i dén grad) kan andet end at skrive hjernelammende diskosange som Britneys ’Till The End of the World’ og kaste op i Paris Hiltons klædeskab. Kun i selskab med sin egen akustiske guitar skærer The Whos Pete Townshend helt ind til benet i ’Corrina, Corrina’. Og boks-sættets alderspræsident Pete Seeger afslutter ironisk, men samtidig kvalificeret med sangen ’Forever Young’.

Når man sidder med denne kasse fyldt med musik, kan det virke overvældende. Men spred fornøjelsen over flere dage, tænk på det gode formål og nyd så, hvordan en spinkel krøltop fra Minnesota kan få verden til at synge med én stemme.

POP, ’Chimes of Freedom’, Kesha, Maroon 5 og Miley Cyrus m.fl.