Mikael har taget hætten fra træningstrøjen op for at dække for heldagsregnen, der pisker ned en modbydelig marts morgen i København. Selv hvis hætten ikke skjulte en del af hans ansigt, ville der ikke være fare for anmassende fans med krav om selfies.

Ingen vender sig på gaden efter ham, og det er på trods af, at han næsten hver weekend bringer titusindvis af mennesker i ekstase verden rundt på store festivaler og har gjort det i mere end 20 år. Han har spillet til gigantiske arrangementer som en nytårsaften i Rio, hvor 300.000 mennesker dansede på en strand, og han ejer med sin partner verdens største pladeselskab inden for Psy-trance. Men her får han lov til at være anonym, og det er sådan, han kan lide det.

»Jeg vil meget gerne kunne fortsætte ukendt. Når jeg har fri, tager jeg heller ikke i byen eller ud og fester. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort det her i København,« fortæller han.

Der er stor forskel på Mikael på 39 år, der bor på Amager, og så livet som DJ Emok, som hans kunstnernavn lyder. Og det kan være svært at få de to ender til at mødes.
Sidste år var Mikael Dahlgaards dj-karriere ved at stå i vejen for en familieforøgelse.

Han og kæresten havde brug for hjælp til at få børn, og de var gået i gang med et behandlingsforløb på Rigshospitalet med insemination.

Problemet var, at inseminationen skulle foregå på helt præcise tidspunkter, og det kolliderede altid med, at Mikael eller Dj Emok, som hans kunstnernavn er, havde opgaver i udlandet. Til de forskellige shows var der indgået kontrakter et år i forvejen, og de var svære at bryde.

Sådan gik det i otte måneder, hvor de måtte aflyse insemineringen hver gang. Indtil kæresten var tæt på at få nok. Det var planlagt sådan, at hun skulle insemineres om onsdagen, hvorefter Mikael skulle flyve til San Fransisco dagen efter og spille. Det var endelig lykkedes ham at få arbejdstilladelse i staterne, hvilket notorisk er et stort bøvl.

Men da de mødte på Rigshospitalet, fik de at vide, at de ikke var klar, og at de skulle komme igen om fredagen.

»Der kunne jeg se, at min kærestes smertegrænse var nået. Jeg tog en hurtig beslutning, ringede til festivalen og fik rykket min spilletid til en dag senere. Jeg købte en hundedyr ny flybillet i sidste øjeblik. Men det var de bedste penge brugt, for det lykkedes, og vi skal have en datter i juni.«

Sådan er Mikaels liv. Utallige familiefester og vennemiddage må aflyses, for han rejser næsten hver weekend. Ud til der, hvor festen nu er.

I øjeblikket, når det er vinter her, er det sommer på den anden side af jorden, hvilket betyder, at han skal flyve ekstra mange timer for at komme ud til de aktuelle festivaler og fester.

Da vi mødes på en café i København, skal han til Cape Town to dage senere for at spille til et et-dags arrangement, og når han kommer hjem om søndagen, skal han tre dage senere til Australien.

Det hele begyndte i de glade dage i starten af 90’erne, hvor en bølge af hurtige beats og rigelige mængder ecstasy skabte en indian summer of love. På det tidspunkt lyttede Mikael mest til hård rock og punk, men en ven slæbte ham med til et af de første raves i Danmark, der blev holdt i Pakhus 11 i Nordhavn.

»Det var en helt ny verden, der åbnede sig. Jeg var ekstremt imponeret over det hele. Efter det skyndte jeg mig ud for at købe et par 1210-pladespillere, som djs bruger og en masse vinyl, og så var jeg i gang.«

Miljøet var meget mindre end i dag, og party-stoffet ecstasy påvirkede ikke bare de dansendes sind, men også måden man lavede musik. 

»Jeg gjorde det da også selv. Det gjorde alle. Det åbnede sluserne, og man fik følelserne helt uden på tøjet, Det ville være forkert at sige, at rave-scenen og den elektroniske musik ikke var påvirket af ecstasy-bølgen. De hang uløseligt sammen,« fortæller Mikael og fortsætter:

»I dag er der mange forskellige former for elektronisk musik, og miljøet er meget splittet. Men dengang var det mere samlet. Og det hele var meget nyt. Ecstasy var en meget stor del af kulturen, og det var også en del af det, der gjorde det stort for folk.«

Mikael begyndte selv at lave musik. Da han var dreng, havde moren tvunget ham til klaver, og han har siden spillet klassisk guitar. Det kom ham til gavn nu. Han kunne læse noder og vidste, hvordan han skulle bruge et keyboard. Sammen med nogle venner købte de samplere og begyndte at brygge deres egen musik.

Da de begyndte at have nok til at udgive det, startede Mikael og en kompagnon pladeselskabet Iboga. Både for at udgive egen men også vennernes musik. Endnu kunne han ikke leve af det, og han supplerede det med et job som fritidshjemspædagog på Frederiksberg

»Jeg levede med en kammarat på Vesterbro i en lille lejlighed, og den stod da flere gange på spaghetti og ketchup. Men jeg ville bare musikken, så jeg havde ikke så store krav til, hvad jeg tjente. I de første år brugte jeg også de jobs, jeg fik i udlandet på at holde ferie de eksotiske steder, jeg kom ud til. Jeg rejste blandt andet til Mexico, Australien og mange andre steder. Jeg kom ud, hvor jeg ellers aldrig ville være kommet.«

Den elektroniske subkultur blev hurtigt suget op af mainstream, og tømmermændene efter flere års fester lagde sig over miljøet. Der kom store pladeselskaber og store penge i den elektroniske musik, og i lande som England begyndte politiet at slå hårdt ned på de ofte spontane og ulovlige raves.

Men mens mange droppede festen, fik borgelige jobs og skiftede nattetimerne ud med 9-17, holdt Mikael fast. Efter få år kunne han sige farvel til pædagog-jobbet, og han var nu fuldtidsmusiker og pladeselskabsejer.

»Vi havde stor succes med at sælge vores musik, da det var nemmere at sælge cd’er og vinyler dengang. Men vi havde undervejs også flere store tilbageslag. Vi arrangerede blandt en stor elektronisk festival på Stevns Klint, Camp Electric, som fik P3 Guld-prisen, men som kom ud med et stort underskud. Vi var en helt flok, der stod med håret i postkassen efter det. Det tog nogle år at komme af med,« fortæller han og griner.

De har også stået imod de store omvæltninger, der har været i branchen - først med det dalende salg af cd’er og siden finanskrisen, der bragede ind i siden på hele verdens økonomi. Alligevel er det lykkedes ham at holde sig selv fri af både Riebers og AA. Ikke mindst i en verden, hvor mange har måttet bukke under.

»Jeg har set meget. Og mange af vores egne artister har også haft problemer som angst, stress, alkohol og stoffer. Mange har kun musikken, og det bliver svært for dem at skelne hverdag fra weekend. Men jeg har altid haft selskabet og noget af stå op til hver dag. Det har været min redning. Min last er at arbejde. Det er jeg afhængig af.«

Når han rejser ud på den anden side af kloden, sørger han altid for, at der også er møder og promovering for hans pladeselskab, så han på den måde får mest muligt ud af turene. Det hårde program gør, at han og mange af hans kolleger i dag er nødt til at leve ekstremt sundt og disciplineret for at holde til det.

»Man kender efterhånden alle inden for miljøet. Og det er lidt sjovt, at man kan stå den ene uge og spille i Brasilien, og 14 dage efter står man sammen og spiller ude i bushen i Australien. Det er lidt uvirkeligt. En besynderlig livsstil vil mange nok mene. Men det at optræde er det, jeg lever for.«

Han tillader sig selv luksus i forhold til altid at have adgang til business lounge i lufthavnene, hvor han kan få mad, en lur og et bad.

Er der aldrig weekender, hvor du tænker ’jeg gider ikke endnu en fest’?

»Det har der været ufattelig mange gange. Nogle gange kan jeg blive sur på mig selv over det. For alle de folk, som kommer, gør det med store forventninger. Det er weekend, det er fest, og nu skal de ud og fyre den af. Og man får en masse penge for det. Så det mindste de kan forvente er, at jeg gør det fuldt ud. Og det gør jeg også. Men der er tidspunkter, hvor man blot tænker på at komme hjem.«

Udover pladeselskabet og sin egen karriere er han og hans makker netop nu ved at lægge hånd på et helt nyt booking-system. Det vil for første gang været helt dedikeret elektronisk musik, og hver gang man køber en koncertbillet, får man gratis downloads med kunstneren med i købet.

De har fået hjælp til at udvikle ideen af to CBS-studerende, som havde skrevet bachelor-projekt om deres pladeselskab, og nu har stået for det nye koncept, der snart bliver lanceret i hele verden.

Hvor lang tid tror du, at du kan blive ved med det her liv?

»For evigt. Håber jeg. Lige så træt jeg kan være af det, lige så meget savner jeg det, når jeg har holdt pause. Uanset hvor træt og stresset jeg kan være, så forsvinder det hele, når jeg fornemmer folks reaktion, når jeg står på scenen. Det er, hvor det hele pludselig giver mening.«

»Folk bruger vores shows til at bare være nu og her. Det er et lille fristed, hvor tid og sted ophører, og det er en ting som mange flere i denne verden burde praktisere. Jeg elsker at være ude og spille, og jeg håber, jeg kan blive ved.«

LÆS OGSÅ:Rune RK: Her er de 10 bedste klubber i verden

LÆS OGSÅ: Hiphoppens guldalder revolutionerede musikhistorien. Her er de i dag