Hvis du ikke allerede har gjort det, så klik ind på youtube.com og nyd videoen »Nitten« med den nye danske middelklassehelt Thomas Holm.

Her står den gode Thomas splitternøgen (eller i hvert fald uden skjorte) og modtager tre minutter og 53 sekunders boksehandskehøvl, mens han, uden at fortrække en mine, synger sin tekst: - Jeg har trukket nitten, jeg har jokket i en lort, samlet den op og bidt i den. Og når jeg prøver at gi' den videre til en anden idiot, får jeg den i hovedet igen, nitten.« Efter ti års kamp for musikalsk opmærksomhed var det denne på én gang underspillede og bemærkelsesværdige videooptræden, der gav Thomas det velfortjente gennembrud.

Velfortjent populær



Over én million brugere har til dato klikket på youtube-videoen (undertegnede er ansvarlig for mindst ti klik). Pladeselskaberne stillede sig pænt i kø. Og nu er Thomas så klar med sit debutalbum, 'Middelklassehelt'. Albummet åbner med et nudansk snapshot af 'Byens bitreste mand', der irriteres grænseløst af alt fra gademusikanter til tøjekspedienter. Igennem samtlige 11 tekster lægger Thomas sig opfindsomt i forlængelse af ét af sine store forbilleder, Steffen Brandt. Og musikalsk er der heller ikke langt til lidt tidlig TV-2 og Hej Matematiks rendyrkede synth-pop. Thomas er som ham fyren til festen, der kan fortælle den mest beskidte vittighed uden at fortrække en mine. Men trods sjove indslag er 'Middelklassehelt' bestemt ikke lutter fest og ballade. Den ægte smerte sniger sig ind i opbrudssangen »Lidt for lidt« og »Samtalekøkken« (om nyskilt ensomhed). Et andet forbillede, Henrik Balling (Gangway), står for den lækre produktion. Og det er denne unisone vellyd kombineret med enkelte mindre gode sange, der i den lange ende trækker bare en smule ned.