»Min første tanke var, at enten Pernille eller Laurits var døde.«

Sådan skriver sundhedsekspert og tidligere 'Vild med dans'-deltager Michelle Kristensen i et opslag på Instagram.

Hun og hustruen Pernille Wass var netop vendt hjem fra ferie, da en ulykke ramte og rystede familien.

Artiklen fortsætter under opslaget …

Michelle Kristensen beskriver, at hun netop havde puttet parrets fælles søn, Viggo, da hun tjekkede sin telefon, der viste sig at være spækket med ubesvarede beskeder og opkald fra venner og familie – og så startede gråden. 

Hun vidste, at noget var helt galt og frygtede straks det værste – at nogen var døde. 

Heldigvis fik hun fat i sin familie og venner, der kunne fortælle hende, at hændelsen ikke havde kostet nogen menneskeliv. 

Situationen var dog ikke helt uden tilskadekomne.

Pernille Wass var styrtet på sin ladcykel og bar den aften ingen cykelhjelm. 

I opslaget takker Michelle Kristensen »alle de søde mennesker«, der tog sig af den ulykkesramte Pernille Wass og fik ringet til en ambulance. 

Med både sting i panden, en øm krop og en hjernerystelse er Pernille Wass igen hjemme. 

Nu opfordrer Michelle Kristensen alle til at huske cykelhjelmen.