Danske Michael Learns To Rock er det mest populære udenlandske popnavn i Kina.

De kunne være Danmarks suverænt rigeste musikere, men millionerne ligger i kinesiske pladepiraters lommer.At det nu 20 år gamle popband, Michael Learns To Rock, har et stort publikum i Østen. Det ved de fleste, der interesserer sig for dansk musik.

Men i al ubemærkethed er trioen blevet den mest populære internationale gruppe i Kina. Større end Madonna og Robbie Williams.

- Vi har solgt 300.000 plader i Kina. Det lyder ikke af så meget i så stort et land. Men der er en enorm piratkopierings industri. Folk i den kinesiske pladebranche har sagt til os, at man typisk skal gange med 100, når kunstneren er så populær, som vi er blevet. Altså 30 mio, siger Mikkel Lentz, Michael Learns To Rock.

- Vi har solgt 9 mio. plader officielt verden over siden det første album i 1991. Langt de fleste i Østen. Jeg har ikke belæg for at sige, at vi har solgt 900 mio. inkl. piratkopiering. Men det lyder da meget sjovt, siger Lentz. Michael Learns To Rocks nye album 'Eternity' udkommer mandag.

Sidst i 90erne spillede MLTR ofte i Shanghai og Beijing. Da gruppen så indspillede nyt album i 2004, modtog de uopfordret en demo med sangen 'Take Me To Your Heart'. En engelsk oversættelse af en uhyre populær kinesisk sang. MLTR valgte at indspille den. I dag er MLTR’s version den mest downloadede single nogensinde i Kina. I dag dog muligvis overgået af OL-singlen 'Welcome To Beijing'. MLTR’s version af 'Take Me To Your Heart' er så populær at den bruges som morgensang i kinesiske skoler. Se bare:

SE MICHAEL LEARNS TO ROCK SOM KINESISK MORGENSANG

SCROLL NED OG LÆS VIDERE

Kom før Prince
MLTR for længst opgivet at gøre noget ved piratmafien. De vælger at vende problemet til noget positivt. Den enorme interesse for deres musik betyder, at de kan fastholde de to årlige turnéer i bl.a. Kina. Det er ikke uden en vis ironi, at man husker den massive latterliggørelse af MLTR's 'The Actor' i danske medier for 15-20 år siden. I don't even have my own car. Det er længe siden.

- Det vakte enorm opmærksomhed, da Prince udsendte sit album med den engelske avis The Sun. I dag opfatter mange kunstnere deres plader som ren PR for deres turnéer, hvor man jo tjener pengene. Vi føler lidt - sagt i sjov - at vi har rendyrket Princes koncept i årevis. Vi ved, baseret på pladeselskabernes erfaringer, at 14 dage efter, at vores album udkommer i Østen, er der solgt ca. 1 mio. piratkopier, siger Mikkel Lentz.

- Vi har af og til talt om, at det er underligt skisma. I Danmark passer vi vores almindelige arbejde (Lentz komponerer og producerer til film, Kaare Wanscher arbejder som advokat og Jascha Richter skriver musik for andre) og går - heldigvis - anonyme ned i supermarkedet. I Asien er vi del af en vestlig musikkultur, hvor vi hører til i samme liga som Robbie Williams og Madonna f.eks., siger Mikkel Lentz.

- Det er rart at kunne leve på den måde. Vi turnerer et par gange om året. Vi skal snart til Thailand og Filippinerne. Det er meget velbetalte job. Vi bor kun på femstjernede hoteller, har det sjovt med hinanden. Det er en ferie. Da vi brød igennem i 1992, anede vi ikke, at vi de kommende par år skulle skabe vores pensionsopsparing, siger Lentz.

Michael will never learn to rock
De mange turnéer i Østen har givet mange oplevelser. Igen med en vis ironi konstaterer man, at popdrengene i MLTR har oplevet mere klassisk rock'n'roll mytologi end langt de fleste danske hårdrockere kommer til.

- Vi gav en koncert i 1999 i Vietnam. Der stod 6.000 udenfor koncertsalen, og var sure over at de ikke kunne komme ind. Politiet prøvede at stoppe dem med vandkanoner. De satte ild til alt muligt. Inde i salen kunne vi stå på scenen og se gipspladerne i loftet falde ned. I stedet kunne man se en masse ben komme ned. Folk brød ind gennem taget, siger Lentz.

Det nye album er produceret af Mikkel Lentz selv. Det er første gang, de selv står for det.

- Det var egentlig ikke meningen, men det er endt som et tilbage-til-rødderne album. Lydmæssigt og på alle andre måder. Et par numre er gamle demoer, som Jasha har haft liggende på kassettebånd, siden vi startede. Det er et klassisk MLTR popalbum, lover Lentz.

Hvornår lærer Michael at rocke?

- Det gør han sgu' aldrig. Vi gjorde et par forsøg i starten. Vi fyrede den af til koncerterne. Men lige så snart vi stod i studiet, og prøvede at lave vores egne rocknumre lød det elendigt. Vi er og bliver et popband, siger Lentz.