Michael Falch: Livet går aldrig efter planen
Hør en unplugged smagsprøve på det nye roste album her på BT TV.
Hør en unplugged smagsprøve på det nye roste album her på BT TV.
Når Michael Falch ser sig i spejlet, ser han en mand, der er blevet ældre, og som har kæmpet med livet. Og forliget sig med det.
Da Michael Falch var i 20’rne, troede han ikke, at han ville fylde 30 år. Han ønskede det heller ikke. For de voksne var da noget af det mest utroværdige og kedelige, han kendte. I dag er han 57 år, har netop udgivet en ny plade, som anmelderne roser til skyerne, og livet har aldrig været bedre end nu.
’Sommeren kom ny tilbage’ synger han inderligt i sangen af samme navn, der også er navnet på hans nyeste pladeudgivelse. Teksten til titelsangen blev skrevet sammen med vennen, den nu afdøde digter F.P. Jac, som han takker de højere magter for, at han nåede at skrive teksten sammen med.
Titlen på hans nye plade er nærmest symbolsk. For det er en ny Michael Falch, der er klar til at møde sit publikum. Godt nok med tydelige lod- og vandrette furer og linjer i ansigtet. Det før så mørke hår er nu gråsprængt.
Men blikket i de kattegrønne øjne er stadig lige intenst. Som dengang i 1980’erne, hvor Michael Falch kunne synge trusserne af de unge piger, når Malurt gav koncert.
Sidstnævnte betyder ikke længere noget for den konsekvent ædru ’Mød mig i mørket’-sanger. Han lever nemlig på femte år sammen med Anita Brüner Olsen, der som en uventet bonus kom ind i hans liv efter skilsmissen fra hans ekskone gennem 30 år. Det mærkes også tydeligt på den nye plade.
Den afspejler hans nuværende liv med nul rusmidler eller cigaretter, men kærlighed til musikken og kæresten, han bor sammen med i et hus ved Skælskør med havudsigt. Men også de tre døtre, der har det godt, og de to børnebørn - begge drenge på ni og tre år.
- Det hele er ikke sus og dus. Men jeg kan i høj grad stå ved det, jeg gør og foretager mig. Dét opfatter jeg som en styrke, siger Michael Falch.
For i dag hviler han i sig selv på en helt anden måde, end da han som ung mand var forelsket i Københavns dunkende puls. Og kun kunne skrive barske, psykologiske sange, set fra misbrugerens følelsesregister.
I dag skriver den 57-årige musiker, sanger, skuespiller og forfatter sange ud fra et liv, som ikke længere er påvirket af den evigt dunkende storbypuls, men som i stedet kommer af den indre ro, som præger Michael Falch. Og selv om han bestemt ikke bruger meget tid på at studere sit spejlbillede, har han det fint med, at livets gang har sat sig sine spor.
- Når man er kommet et stykke op i livet og kan kigge langt tilbage, husker man, hvordan man håbede og kæmpede for, hvordan det hele skulle gå. Men det gik aldrig sådan, filosoferer han.
For som de fleste, der har rundet 50 år, har også han opdaget, at livet ikke fortsætter uendeligt, som man i ungdommens letsind er tilbøjelig til at tro.
- Når man runder 50, mærker man dødens ånde i nakken. Det kommer in your face, at det her varer ikke evigt, så du må nok hellere få kigget lidt på sagerne, hvis du skal have en gravskrift, der er til at holde ud for dine medmennesker, mener Falch.
Det gjorde han for over 11 år siden, da han kvittede sit alkoholmisbrug. Og da han for syv år siden blev skilt fra Linda Lyneborg, som han dannede par med i 30 år.
- For mig har det været ren optur at blive 50 år. Jeg fik viklet mig ud af en masse gammelt rod, usikkerhed og bekymringer. Det lykkedes mig at komme videre fra et ellers meget langvarigt forhold, og finde styrken i det (at blive alene, red.) og slippe bindingerne. Det lykkedes mig at finde en ny kæreste, selv om jeg ikke ligefrem ledte efter hende. Hun kom bare. Igen som noget, der ikke var planen, men som livet bare kommer til en med, siger Michael Falch og peger igen på, hvordan ens liv aldrig går, som man planlægger det.
- Det er som om, at mønstret i ethvert menneskes liv først giver mening, når man kigger sig langt tilbage.