Efter to år i helvede er den canadiske crooner tilbage med kærlighed, nyt album og et besøg i Danmark.

Michael Bublés verden stoppede, da hans søn Noah fik konstateret kræft. Nu er den 43-årige superstjerne tilbage på toppen.

»Jo mere du elsker, des mere har du at tabe.«

Sådan sagde Michael Bublé, da undertegnede mødte den canadiske crooner i dennes hjemby, Vancuver, for lidt over to år siden.

Én måned efter interviewet med B.T. styrtede Michael Bubles verden i grus.

Hans ældste søn Noah (dengang blot tre år gammel) blev diagnostiseret med kræft i leveren.

Både Buble og hans argentinske kone Luisana indstillede øjeblikkeligt deres respektive karrierer. Og den ellers altid boblende Bublé var overbevist:

»Mit liv er slut. Uden Noah er der ingenting,« som han sagde i et interview med tv-værten James Corden for nylig.

I dag står oplevelsen som et ufatteligt men også alt for virkeligt mareridt. Og selvom enden er god, sidder oplevelsen stadig dybt i Michael Bublé.

Ikke alene er Noah således i dag erklæret kræftfri. Noah Bublé og hans to og et halvt år yngre lillebror Elias har også fået en lillesøster, fire måneder gamle Vida, og endelig er farmand Michael Bublé klar med både nyt album og udsigt til en gigantiske verdensturne, der 26 og 27. oktober 2019 fører til Royal Arena i Københav.

Da vi mødtes i Vancouver var Michael Buble forståeligt tændt over sit nye album. Men han ville faktisk endnu hellere snakke om familien - især de to sønner.

Bublé fremviste sine to tatoveringer på armene, én med hvert af sønnernes navne.

Og han talte om smerten ved at forlade familien, når musikken og landevejen kalder.

»Da jeg var lille, og jeg spurgte min far, der var fisker, hvorfor han blev nødt til at gå på arbejde i stedet for at lege med mig, sagde han: 'Det gør jeg, så vi kan få mad på bordet'. Men dén holder jo ligesom ikke for mig. Vi har masser af mad på bordet. Når jeg nu går på arbejde for at tage på turné eller indspille et nyt album, så spørger mine sønner selvfølgelig, ligesom jeg selv gjorde:' ar, hvorfor skal du gå på arbejde'. Og så må jeg jo bare være ærlig og sige: 'Far skal på arbejde, fordi musikken simpelthen gør ham så glad. Men jeg kommer snart hjem'«.

Michael Bubles ambivales forsvandt dog som dug for solen, da Noah blev diagnosticeret i 2016. Samtlige koncerter, -optrædener og fremtidige indspilninger blev indstillet på ubestemt tid. Og helt frem til foråret legede Michael Buble sågar med tanken om en tidlig pension.

Heldigvis - for fans over hele verden - skiftede Michael Bublé mening. Og i et interview med People Magazine forklarer han:

»Det var både Noah og resten af familien, der bad mig om at synge igen. Hele vores verden er nu fyldt med kærlighed. Vi har lært at sætte pris på alle de små ting. Og derfor valgte jeg at kalde både albummet og turnéen 'Love' (kærlighed, red.)«

Men før Noahs helbredelse var det helt andre og mørke toner, der dominerede Bublé-familiens liv.

»Både Luisana og jeg overlevede blot fra dag til dag. Vi kæmpede for bare at trække vejret. Jeg ønskede hver dag, at det var mig og ikke Noah, der var syg. Og mange aftener ønskede vi begge aldrig mere at vågne op,« siger Michael Bublé til det australske morgen tv-show 'Today'.

Heldigvis blev Noahs sygdom opdaget tidligt. Den lille dreng blev behandlet på et af USAs bedste hospitaler. Og ofte var det ifølge Michael Bublé sønnen, der trøstede sine forældre.

»Noah er den virkelige rockstjerne, en ren superhelt,« siger Michael Bublé til Today.

Og støtten kom også udefra. Således fik Bublé-familien over to millioner henvendelser via diverse sociale medier.

»Det er utroligt, så meget henvendelser fra totalt fremmede mennesker kan gør. Og al den støtte, vi modtog, styrkede virkelig vores tro på hele menneskeheden,« fortæller Micuael Bublé.

Og det er bl.a. denne støtte, den canadiske crooner vil takke for på den kommende 'Love Tour'.

»Jeg forsøger altid at lave mine koncerter til en fest. Da jeg optrådte i Danmark for nogle år siden havde jeg bl.a. Gammel Dansk med til alle. Og jeg elsker mit danske publikum. I er vildt liberale og vildt musikalske. Og jeg glæder mig til næste gang.«