Da Mette Kjeldsen fra Skovlund i Vestjylland tilbage i november sidste år fyldte 50 år, ønskede hun sig Rasmus Seebachs nyeste album i fødselsdagsgave.

»Og det skal være den med guld-cd'en i,« slog hun fast over for sine børn.

Hun havde nemlig hørt om en konkurrence, YouSee havde udloddet, hvor man kunne være heldig at finde den ene gyldne cd, der var blevet lagt ind i et af de mange tusinde covers til albummet.

Den gyldne cd giver nemlig adgang til to fribilletter til samtlige af Rasmus Seebachs koncerter - resten af livet. Med andre ord et livs forbrug af Rasmus Seebach live. Så da Mette åbnede gaven fra sine børn, og den gyldne cd rent faktisk lå i coveret, ville jublen ingen ende tage.

»Jeg fik bare cd’en og åbnede den, og så begyndte jeg at skrige. Min datter troede, jeg bare lod som om, jeg havde vundet, og så jagtede vi ellers hinanden rundt om køkkenøen. Min mand gik udenfor og kunne ikke forstå, hvorfor vi råbte og skreg inde i køkkenet,« fortæller den glade vinder til BT.

Mette Kjeldsen fik - foruden et livs forbrug af koncerter med Rasmus Seebach - lov til at møde manden selv til en intimkoncert.
Mette Kjeldsen fik - foruden et livs forbrug af koncerter med Rasmus Seebach - lov til at møde manden selv til en intimkoncert.
Vis mere

Mette Kjeldsen lytter til Rasmus Seebachs musik så ofte, hun kan komme til det - når det går godt, og når det går mindre godt. Da hendes mand blev ramt af en blodprop, var det Rasmus Seebachs musik, der kørte på anlægget i bilen, når hun skulle til og fra hospitalet.

»Jeg synes bare, der er nogle tekster, der passer både når man gerne vil i godt humør, eller når man har en dag, der er knap så sjov,« som hun siger.

Med den gyldne cd fulgte også en invitation til en intimkoncert med Rasmus Seebach i et studie i Vanløse. Her kunne hun få lov til at komme helt tæt på yndlingssangeren.

»Det var en kæmpe oplevelse. Der var kun 40 mennesker, og hele bandet var samlet. Han var rigtig veloplagt og snakkede lidt indimellem og talte om hans liv. Det var rigtig godt,« siger Mette Kjeldsen.

Næste gang, hun skal se Rasmus Seebach live, er ved Owen Luft Kånsert i Nordenskov nær Varde, som hun skal til med familie og venner om en måned. Derefter vil hun gennemgå hans tourplan og planlægge derfra. I mellemtiden er hendes to teenagedøtre begyndt at plage om at overtage guld-cd’en.

»De skal nok få lov til at komme med til koncert,« griner Mette Kjeldsen.