For et par år siden fik den legendariske New York City-rocker Lou Reed angiveligt X-factor stjernen Susan Boyle til at bryde grædende sammen. Nu giver 69-årige Reed de ellers hårdhalsede medlemmer af Metallica den samme behandling.

Således græd både forsanger James Hetfield og leadguitarist Kirk Hammett under indspilningen af deres og Lou Reeds fælles-album 'Lulu' (realease 31. oktober).

Det fortæller gruppen i et nyt interview med det amerikanske blad Rolling Stone.

Men det hele var selvfølgelig ikke af nogen ond mening fra 'lusede Lou', der for mange år siden også fik vores egen Dan Turell til at græde (Lou ér ikke specielt følsom).

Materialet, som den 69-årige Velvet Underground-legende havde skrevet til albummet, var bare så smukt og rammende, at de to seje fyre begge mistede kontrollen over deres tårekanaler.

Det var specielt sangen 'Junior Dad', der ramte Metallica-drengene lige i solar plexus.

James græd angiveligt først som pisket. Og siden fik sangen Kirk til at tænke på sin egen far, der døde i februar.

Og selvom samarbejdet tiltider også har været presset, er begge parter nu meget tilfredse med resultatet.

- Dét her har virkelig lært os allesammen noget, fortælelr James Hetfield, der også overvejer at ændre sin sangskriverteknik.

Efter at have set Lou Reed i aktion, vil Metallica-sangeren således fremover starte nye sange med lyrikken i stedet for (som før) med et brutalt guitar-riff.

Og bandets danske trommeslager Lars Ulrich er også godt tilfreds:

- Jeg var helt overvældet, da jeg lyttede til det færdige resultat. Det her er virkeligt unikt. Det får vores album '.. And Justice for All' til at lyde som Ramones første album, siger Ulrich.