Han er en af rockmusikkens største legender overhovedet. Springsteen har kaldt ham 'manden der åbnede det kontor, jeg arbejder i'. Metallica har kaldt ham deres 'far'. Og så er den Danmarksaktuelle Ray Davies fra The Kinks stor fodboldfan.

Ray Davies, manden bag rockklassikere som 'You Really Got Me', 'Lola' og ' Waterloo Sunset', afslører i forbindelse med sine to koncerter på Ledreborg i denne weekend, at han er hardcore fan af fodboldklubben Arsenal F.C.

Ray Davies og broderen Dave, der i sin tid også var med i The Kinks, er vokset op i det nordlige London, få hundrede meter fra Arsenals gamle hjemmebane Highbury. Flere af Kinks-klassikerne er skrevet fra et arbejdsværelse med udsigt til det gamle stadion.

Husker da Faxe 'ramte den i røven'

- Hvordan går det egentlig med Brøndby? Det er en god klub, som jeg jeg kan lide. Den har klaret sig godt i Europa nogle gange. Arsenal-legenden John Jensen er fra Brøndby. Hvad er det I kalder ham? Faxe, ja. Jeg kan huske, at han scorede for Danmark i EM-finalen i 1992. Jeg kører forbi Brøndby Stadion for øjeblikket på vej til Ledreborg Slot (hvor Davies optræder RadioensUnderholdningsOrkester lørdag og søndag, red.), siger Ray Davies.

Som Arsenal-fan kender Davies naturligvis også Nicklas Bendter, 'bare Wenger kan holde på ham', som han siger. Hvad Davies i øvrigt mener om bl.a. Bendtner kan læses i et interview i B.T. mandag.

Når Metallica og Bruce Springsteen nævnes i forbindelse med Ray Davies, skyldes det at de medvirker på et duet-album, hvor de synger og spiller med på gamle Kinks-klassikere. Det udkommer sidst på året.

Ray Davies spiller i dag og i morgen på Ledreborg. Der er udsolgt lørdag.