Copenhell har scoret jackpot.

Den danske festival har nemlig formået at få ingen andre end det legendariske megaband Metallica på plakaten som hovednavn til næste sommer.

Det skriver Copenhell i en pressemeddelelse.

»Det er en fuldstændig gigantisk ære for os at kunne præsentere så stort et band for Copenhells publikum,« siger festivaldirektør Jeppe Nissen i meddelelsen og fortsætter:

»Folk har nu i flere år hungret efter at komme på festival, og de har beholdt deres billetter i troen på, at vi nok skulle vende hårdt tilbage. Og så gør vi det med det største band i rock- og metalmusikkens historie og med en af de stærkeste festivalplakater på dansk jord nogensinde!«

Metallicas koncert vil finde sted på Refshaleøen 15. juni 2022.

Koncerten vil dermed markere en opgradering af 'opvarmningsdagen' til en fuld festivaldag, således at Copenhell fra og med næste år bliver en begivenhed på hele fire dage.

Udover Metallica har Copenhell allerede annonceret kunstnere som Iron Maiden, Kiss, Judas Priest og D-A-D til næste års festival.

»Copenhell har gennemgået en helt fantastisk udvikling siden starten i 2010. Vi står i dag med et af de stærkeste lineups i hele Europa – og vi holder fortsat fast i vores kerneværdier og fokus på gode oplevelser, stor variation og dybde samt den unikke COPENHELL-stemning, vores publikum er med til at skabe,« siger Jeppe Nissen.

Det er otte år siden, Metallica senest optrådte på en dansk festival. Det var dengang i 2013 Roskilde Festival, der formåede at hive det amerikanske megaband til Danmark.