ZZ Top gav en mesterklasse i timing og swing, og den særlige gæst – legendariske Doobie Brothers – lå lige bagefter.
Det kræver vel sin mand at gå planken ud i et samfund, som hylder den politiske korrektheds tåspids-trippen på dydens smalle sti. Men så lad mig være den mand:
Skulle du have været til stede i Forum torsdag aften og måtte dit sølle sind have forledt dig til at mene, at netop dén seance ikke var formidabel, så har du ikke en kæft forstand på rock, og du har en forståelse for begreberne musikalsk swing og timing, som Djengis Khan havde for mellemfolkelig sameksistens.
Såvel aftenens hovednavn ZZ Top som deres til lejligheden inviterede ”special guest”, The Doobie Brothers, demonstrerede blot i få anslag en musikalitet i deres aldrende, senede fingre, så det kunne være nok til at få adskillige årtiers X-faktor vindere til at give grædende op.
Først ZZ Top, som efter godt og vel 40 år på rockscenen fremdeles ”live” er en mesterklasse i at tyre det dyr, som hedder bluesbaseret rock’n’roll. Det tog lige præcis fire numre for ZZ at spille sig ind på hinanden, før de ramte ”I’m Bad I’m Nationwide’” og må have overbevist selv de mest skeptiske om, at hvis man ikke har the blues, er man blæst. Enough said!
Og som bandet gik videre med en timing (ja, der var den sgu igen!) og forståelse for musikken, som er alt for sjælden nu om stunder med B.B. Kings udødelige ”Rock Me Baby”, Hendrix-hyldesten ”Hey Joe” og velsagtens de mest vellystne og swingende udgaver af klassikerne ”Gimme All Your Lovin’”, ”Tush” og ”La Grange”, jeg nogensinde har hørt de aldrende ansigtsvækst-udfordrende apparater spille. . .
. . . well, det var himlen lige dér. Og vi manglede faktisk blot standard-lukkeren ”Tube Snake Boogie” for at gøre det hele perfekt. Men lad nu den ligge- som de gjorde: Billy Gibbons er den bedste nulevende blues og boogieguitarist til at betræde brædderne, og de færreste spiller med så ondt og perfekt et backbeat som trommeslager Frank Beard.
Forud for ZZ Top var gået et glimrende sæt med legendariske The Doobie Brothers, som meget vel også kan have godt fyrre år på hængerøvene. Men klassikere som ”Listen To The Music”, ”Rockin’ Down The Highway” og den fænomenale ”Takin’ It To The Street” holder med deres knivskarpe vokalharmonier og semifunky rockanslag stadigvæk i 2010 stadig væk hele vejen hjem. Som et nyt nummer som ”The Chateau” faktisk også gør.
Befriende – i og med at den slags simpelthen er et bevis på, at ordentligt, redeligt musikalsk håndværk altid vil holde. Eller som Prince påpegede på den samme scenen aftenen før:
”Det hér er ægte musik, spillet af ægte musikere!”
Måtte de regere i mange år endnu…
