*****

(Fem stjerner)

Simon Kvamm er en mand med mange talenter. Det ved alle, der de seneste par årtier har fulgt bare lidt med i dansk underholdning: Nephew, De Eneste To, 'P.I.S'. og 'Drengene fra Angorra'. Galskab side om side med et stort musikalsk talent.

For ikke at tale om hans evner som ordprogrammør, koncepttænker, performer og folkeforfører foran den til enhver tid forefindende smat.

Jeg gik ind til aftenens premiere på Kvamms første soloshow 'Vandmand' med forventninger om at blive lukket ind i bag paraderne, måske ligefrem ane en sammenhæng i det hele. Blev de indfriet?

Ja, så meget det noget fragmentariske og indimellem usammenhængende show tillod det i krydset mellem stand-up, både gåsehuds- og enkelte skuldertræksfremkaldende musikalske oplevelser, almindeligheder, ligegyldigheder, åndrigheder og meget bevægende poetiske beskrivelser fra Kvamms barndom. Dertil en masse humor. Og ja, både Baune og Pim lagde vejen forbi Royal Salen i Nordkraft i Aalborg.

Som sidste nummer inden ekstranumrene spillede Simon Kvamm og hans to medmusikanter et af vennen, Peter Sommers numre, 'Man kan ikke elske tiden'. Med den pointe, at man først forstår, hvad der sker nu, når man får nuet på afstand.

Med 'Vandmand' på en lille times afstand står især to ting tilbage på pluskontoen. Med meget store plusser. Et musikalsk, og som antydet, et plus for de kapitler, der handlede om Simons coming of age-år.

Kvamm spillede nogle nye sange med Kvamm i en helt ny, ukendt blottet rolle både som sanger og komponist. Og fortolker i en meget morsom og selvironisk version af Otto Brandenburgs 'Alle sømænd er glade for piger', her ændret til 'Alle piger kan lide surfere'.

Hvilket forståeligt nok er svært at tackle for en mand, der er bosat i Klitmøller, hvor det vrimler med langhårede, muskuløse surfere året rundt.

Med lidt spredt fægtning fortæller Simon Kvamm om sin åbenbart ensomme opvækst, som dreng med udlængsel og drømme om at finde et hold at spille på. Om sin angst for skygger og mørke. Om hvordan han fandt sammen med nogle andre knallertdrenge, og hvordan det skabte mennesket Simon Kvamm og det, man kunne kalde hans usynlige ven, mini-mini rockeren Baune, som vi kender fra tv.

Der er en fintfølende Dan Turèll'sk poesi i de passager, hvor vi i salen hilser på Baune/Simon, griner af ham, solidariserer os og kastes tilbage til dengang, man selv stod udenfor diskoteket og så den lokale Baune slås i slow motion. De passager er samlet showets højdepunkt. Indrammer udmærket hvad der godt kunne være 'Vandmand's udgangsreplik - lev livet, mens det sker.

Modsat f.eks. en passage, hvor Kvamm tager flygtningesituationen under behandling. Pointerne fejler ikke noget, men det virker meget konkret, proklamerende og stadig famlende. Ligesom Kvamms dansenummer til sidst virker påklistret.

Indimellem sin historiefortælling spillede Kvamm og de to fremragende musikere en del nye numre. Måske virkede nogle af dem lidt ufærdige. Alligevel var det at blive lukket ind i et intimt, musikalsk rum, som allerede blev blottet på Nephew-albummet 'Hjertestarter' og til dels på det seneste De Eneste To-album.

Kvamms timing som komponist og sanger, hans spændvidde harmonisk og melodisk, timingen og temperamentet er dybt imponerende. Selv i en low-alt-muligt version af 90er hittet 'Rhythm is a Dancer'. Fra dengang Baune, brækkede sig vej gennem halballerne i Silkeborg.

'Solo' hedder et af de nye numre. Denne turné bør munde ud i det Kvamm-soloalbum, der stilfærdigt gjorde opmærksom på sig selv i numre som 'Tak du' og 'Søndagsbange' på 'Hjertestarter'.

Det er muligt, at Kvamms bedstefar, der åbenbart var en ultra cool, inspirerende mejeriejer, ville have sagt, 'dårlig forretning, knægt, hold dig til det, der har gjort dig rig: Nephew'.

Men Klaverfinger, som Kvamm blev kaldt i sin hjemby Silkeborg af de andre knallertkørere, skylder sig selv at gøre forsøget.

Simon Kvamm solo, turnépremiere, Skråen/Royal Salen, Aalborg, torsdag aften