Den danske Melodi Grand Prix-vinder Niels Noller Olsen må tage den med ro i disse dage.

Tirsdag i sidste uge gennemgik han en operation på Rigshospitalet, hvor han fik indsat en ny hjerteklap.

Den omfattende hjerteoperationen har, ifølge Brødrene Olsens manager Steen Wittrock, været planlagt over en længere periode.

»På den måde er der ikke noget dramatisk i det,« siger han til BT, og tilføjer, at Noller Olsen lige nu restituerer sig på Rigshospitalet sammen med sin nærmeste familie. Han forventes at kunne forlade hospitalet i næste uge.

»Noller har over en periode haft en dialog med lægerne. På et tidspunkt blev de enige om, at det ville være bedst med en operation. Den har han så afventet det sidste halve års tid. Noller har set frem til at få det gjort. Der er selvfølgelig en vis spænding, når man afventer et så alvorligt indgreb. Lige nu restituerer Noller sig. Han er ved rigtig godt mod og begyndt at se fremad,« siger manager Steen Wittrock til BT.

Sidst manageren besøgte Noller Olsen var hans kone og datter meget glade over, at det gik så godt med hhv. mand og far.

»Det var dejligt at tale med Noller, og det var dejligt at se Kirsten og Stine så glade. Noller har selvfølgelig været groggy i noget tid. Det vil man være efter en så omfattende operation,« siger Wittrock.

Det er ingen hemmelighed, at Noller Olsen har levet et hårdt liv. Efter omkring 25 års alkohol- og pillemisbrug blev han clean i 1997, bare tre år før, han og Jørgen Olsen vandt dansk Melodi Grand Prix med 'Smuk som et stjerneskud' - og senere 'det store' grandprix med den engelske version 'Fly on the Wings of Love'.

»Det er der ingen tvivl om, at det Noller har været igennem, tærer på et menneske. Men jeg hæfter mig ved, at operationen er er vellykket, og at forløbet, som jeg har forstået det, har været som det skal være. Vi har også set Dario Campeotto, Birthe Kjær og Johnny Reimar få operationer, som de heldigvis er sluppet godt fra,« siger Steen Wittrock.

Jørgen Olsen optræder alene ved et par koncerter. Noller Olsen er tilbage på scenen igen i begyndelsen af oktober, siger Wittrock.

»Vi har ikke villet tage stilling, før vi har hørt lægernes vurdering af sagen. De siger, at han skal slappe af i september. Så han kan optræde igen i oktober,« siger Wittrock.