Meghan Trainor har pakket julegaver ind.

Det viser hun på Instagram, hvor mandens gave er pakket ind i både juletræ og -sweater.

'Kun 10 uger tilbage!!!,' skriver hun ved siden af billedet af sig selv og sin babybule pakket pænt ind.

Kort inde i det nye år skal hun og ægtemanden Daryl Sabara være forældre til en lille søn.

Både den kommende mor og far var glade, da de i oktober kunne afsløre, at de havde en coronababy på vej.

'I ved alle sammen, hvor længe jeg har ønsket det her. Daryl Sabara og jeg er så lykkelige og spændte på at møde denne lille cutie tidligt næste år. VI ER GRAVIDE,' skrev hitsangerinden til sine mere end 11,3 millioner følgere på Instagram og glædede sig tydeligvis allerede dengang til jul.

For scanningbilledet, der viste næste skud på Trainor stammen, var pyntet i juleguirlander.

Fra ægtemanden Daryl Sabara, der som niårig blev kendt som lillebror i action-børnefilmen 'Spy Kids' fra 2001, lød beskeden:

'Jeg elsker dig, Meghan Trainor, og jeg kan ikke vente med at starte en familie sammen med dig.'

Ni måneder kan også være lang tid at vente. Måske især fordi den Grammy-vindende Meghan Trainor har svoret, at der ikke er noget julesjov i soveværelset, før barnet er bragt til verden.

»Måske er det mærkeligt, men mentalt kan jeg ikke have sex, når vores søn er imellem os. Alle mine graviditets-apps siger, at det føles virkelig godt, men alt, hvad jeg kan tænke på, er, at der er en lille dreng i min mave,« har sangeren tidligere sagt til today.com

Babyen er ikke den eneste julegave, som sangerinden, der i 2014 brød igennem med hittet 'All About That Bass', har lagt klar under juletræet i år.

Hun har også pakket gaver ind til alle os andre. Med albummet 'A Very Trainor Christmas' har Meghan Trainor udgivet sit eget bud på et julet album, som vi kan lytte til, nu vi ikke selv må synge om træet.