Der er godt nyt for danske rockfans.

Det amerikanske megaband Pearl Jam kommer nemlig til Danmark.

Mandag den 29. juni 2020 spiller rockbandet i Royal Arena på Amager, hvilket falder sammen med de populære opvarmningsdage på Roskilde Festival.

Koncerten er i forbindelse med bandets europæiske turné, som begynder i Frankfurt den 23. juni.

Knap en uge senere vil bandet altså give den gas på dansk grund, hvilket de ikke har gjort siden 2012, hvor de optrådte i Forum.

I 2000 endte bandets optræden på Roskilde Festivals åbningsdag tragisk. Her mistede ni af de omkring 50.000 tilskuere mistede livet under koncerten, fordi presset mod scenen var for massivt.

Sidste koncert på Pearl Jams sommerturné finder sted den 22. juli i Amsterdam.

Billetterne til koncerten i Royal Arena vil koste mellem 615 og 745 kroner eksklusive gebyr. Billetsalget starter den 7. december klokken 11 på Ticketmaster og Livenation.