Sangen 'Superkvinde' er et hit blandt Medinas fans, når hun turnerer landet tyndt. På trods af det, så er sangen aldrig blevet udgivet i andet end en liveversion til stor ærgrelse for hendes fans.

Nu fortæller hun om, hvorfor sangen ikke er blevet udgivet, og hvordan sangen kom til i et stort vredesudbrud.

Det gør hun i DR-programmet 'Musiksommer på P3'.

»Jeg skrev sangen 'Superkvinde' i et giga vredesudbrud på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg bare havde fået pissenok af pressen. Tror de, jeg er superkvinde? Tror de bare, jeg kan tage al det lort, de kommer med, og så bare stå stærk resten af mit liv og ikke være påvirket af at blive mobbet på landsplan?« fortæller den danske sangerinde til programmets vært, Pelle Peter Jensen.

Medina fortæller, at hun ikke er sikker på, at hun kommer til at udgive sangen på streamingtjenester som Spotify.

Hitmageren mener nemlig, at sangen lydmæssigt minder meget om hittet 'Jalousi', og så fortæller hun, at det, som sangen handler om, er et overstået kapitel i hendes liv nu.

I 2018 fik Medina en del modvind i medierne, da hun blev taget i at have kørt bil påvirket af spiritus og kokain.

Dengang fik hun en ubetinget frakendelse af sit kørekort i tre et halvt år, og hun modtog også en bøde på 43.500 kroner.

Medina og Malo Chapsal fotograferet ved en tidligere lejlighed.
Medina og Malo Chapsal fotograferet ved en tidligere lejlighed. Foto: Anthon Unger
Vis mere

Men på det seneste har Medina, hvis man ser bort fra coronakrisen, haft noget at glæde sig over.

I juni i år blev den 37-årige popdronning gift med den 10 år yngre Malo Chapsal.

Medina har tidligere brugt ordet 'perfekt', når hun skulle beskrive Malo Chapsal, som ifølge popsangeren er den helt rigtige mand for hende.

18. juli udgav sangerinden sin nye single 'Til den lyse morgen', der modsat 'Superkvinde' er at finde på streamingtjenesterne.