____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Medina er uomtvisteligt Danmarks største kvindelige kunstner i de her år.

Men på det seneste har det virket som om popdronningen har manglet inspiration i sine koncerter.

Bedst eksemplificeret ved hendes optræden på årets Smukfest, hvor det blev en kedelig og stillestående affære. Og hvor denne anmelder kun gav Medina tre ud af seks stjerner.

Og netop pga. den stillestående og halvvejs tamme koncert på Skanderborg, var det meget spændende at se, hvordan en akustisk koncert med popstjernen ville blive.

Men det kan allerede nu slås fast, at Medina akustisk og intim er noget, der bør opleves af alle, der bare synes lidt om hendes musik.

For her serveres nemlig den helt rigtige vare. Og endnu bedre, også den helt rigtige Medina, der ikke gemmer sig bag en facade af tunge beats og lak og læder.

Og netop tøjet var den første indikator på, at aftenens koncert ikke ville blive som normalt.

Det var nemlig en ekstremt flot og naturlig Medina, iført en lang og helt sort kjole med påhæftede sorte englevinger og langt udslået hår, der gik på scenen og med det samme skabte en kontrast til den normalt stramt opsatte, både i tøj og hår, Medina.

Det var til nummeret ’Ensom’ fra gennembrudsalbummet ’Velkommen til Medina’, der normalt har en tung rytme, men blev let og lækker på den lydmæssigt lette akustisk version, der faktisk syntes at gøre nummeret bedre.

Og det var også tilfældet med langt de fleste af aftenens numre. For når man stripper de mange hits, som Medina er kendt for, for deres club-rytmer, så bliver det meget tydeligt, at det er rigtig dybfølte numre, som ikke bare er skabt for dansevenlighedens skyld.

Man bliver mindet om, at Medina har meget mere at byde på end dans på Crazy Daisy og Cult Shakers.

Og som popdronningen også flere gange mindede om under koncerten, hvor der ofte blev delt ud af personlige historier og kommenteret på tilråb og udbrud fra de fremmødte, så ligger der et rigtig menneske med rigtige oplevelser bag hits som ’Kun for mig’, ’For altid’ og ’Kl. 10’.

Og det var som om Medina også trængte til at blive mindet om det. For flere gange under koncerten fik hun blanke øjne og var lige ved at fælde en tåre, når enten hendes tekster eller hendes band ramte det helt rigtige sted.

Og det var noget de få hundrede publikummer i en udsolgt Glassal kunne føle helt tæt på. For det var, hvad Medina var. Tæt på og ekstremt nærværende.

Jeg sad flere gange og blev helt opslugt af den oplevelse, som blev serveret, med en strålende Medina foran et band klædt i sort på en hvid baggrund.

Publikum og undertegnede blev inviteret helt inden under huden på Medina. Og selvom hun faktisk ikke spillede den, så følte denne anmelder sig helt ’Velkommen til Medina’ sådan rigtigt for første gang i lang tid.

Det blev der også kvitteret for med stående klapsalver og taktfaste klap fra publikum, der alle var vidne til en super koncert, som har fortjent en topkarakter.

Medina akustisk, Glassalen Tivoli, fredag kl. 19.30, 5 ud af 6 stjerner