De har tidligere teaset en lille smule for det på Instagram, og nu er den altså god nok.

Medina og Hjalmer Larsen har været en tur i studiet sammen og udgiver på fredag fællessinglen 'Folk som os'.

Det overraskende samarbejde kommer i kølvandet på et efterår, hvor Hjalmer fik et pænt hit med covernummeret 'Dig og mig', og Medina kæmpede sig tilbage efter et svært år med albummet 'Grim'.

Om det nye samarbejde med Hjalmer udtaler Medina i en pressemeddelelse:

'Hjalmer er et af de mest ydmyge, venlige og good-spirit mennesker, jeg længe har arbejdet med.'

'Han er yderst professionel, og jeg har glædet mig længe til at kunne dele denne sang, jeg har skrevet, med jer.'

Hjalmer tilføjer:

'Jeg har set op til Medina i mange år, og hendes musik har i høj grad været med til at forme mig som artist.'

'Hun er et af de mest hjertevarme og dygtige mennesker, jeg har mødt, og det er sindssygt stort for mig, at vi har lavet den her sang sammen. Jeg glæder mig helt vildt til at dele den med alle.'

De to popkollegaer er begge en del af musikselskabet Universal Music og har blandt andet producerduoen Pitchshifters til fælles.

Medina og Hjalmer.
Medina og Hjalmer. Foto: Pressefoto
Vis mere

36-årige Medina har som bekendt været en del af den danske musikbranche siden debutalbummet, 'Tæt på', i 2007.

22-årige Hjalmer Larsen, der er musiklegenden Kim Larsens næstyngste søn, er mere grøn i det med blot et par år på bagen, siden han i starten af 2017 dukkede frem med nummeret 'Hjem til en anden'.

Sidste sommer fortalte Hjalmer Larsen i et stort interview med B.T. om sin debut som sanger:

»Jeg hader at være sådan 'hva' så, det er mig, der er Hjalmer!'. Der kan jeg være ret genert, og når folk genkender mig, kan jeg godt blive lidt overvældet.«

»Jeg hørte engang Kate Winslet fortælle, at når hun stod til et Oscar-show, var hun altid bange for, at folk ville gennemskue, hvor dårlig hun var. Jeg har det nogle gange lidt på samme måde. Man føler, man er kommet til det hele ved held.«

Hjalmer tager i slutningen af januar ud på sin anden store danmarksturné med turnéstart i Svendborg. Medina venter til efteråret, hvor hun tager ud på en akustisk turné.