Den britiske rocklegende Mick Jagger vil gøre alt for ikke at dø på scenen. Derfor medbringer han og gruppen Rolling Stones på deres nuværende USA-turné både hjertestarter og specialuddannede hjertelæger i treholdsskift.

Det skriver blandt andre RadarOnline og Hollywood News Daily.

Inde på scenen har den 75-årige rockstjerne ifølge disse medier udstyret brystkassen med elektroder, der er forbundet direkte til en hjertemonitor. Og hvis der skulle opstå komplikationer, mens Jagger og Stones fyrer op under 'Satisfaction', 'Honky Tonk Women' eller en af gruppens andre klassiske rocksange, kan lægerne gribe ind, før Mick Jagger falder om på scenen.

Årsagen til disse ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger er, at Mick Jagger for lidt over tre måneder siden gennemgik en kompliceret hjerteoperation, hvor blandt andet en hjerteklap blev udskiftet.

For tre måneder siden blev 75-årige Mick Jagger opereret i hjertet. Nu er han på turné med gruppen Rolling Stones.
For tre måneder siden blev 75-årige Mick Jagger opereret i hjertet. Nu er han på turné med gruppen Rolling Stones. Foto: TOBIAS SCHWARZ - AFP
Vis mere

Dengang udsatte Jagger og co. deres for længst udsolgte USA-turné, der skulle være begyndt i april.

Efter lægeordineret hvile og benhård genoptræning er Mick Jagger nu tilbage på banen sammen med resten af gruppen. Efter turnéstarten i Chicago fredag venter i alt 17 koncerter i USA. I forrige uge offentliggjorde Jagger en helt ny dansevideo af sig selv på det sociale medie Instagram. Og selv om rockikonet efter eget udsagn er 'tilbage i topform', er det tydeligt, at hverken han, Stones eller gruppens forsikringsselskab tager nogen chancer.

Således arbejder lægerne i treholdsskift otte timer ad gangen. Under koncerterne vil hjertestartermaskinen være placeret i kulissen ikke mange meter fra den hyperaktive frontmand. Også i biler, om bord på fly og i hotelværelser vil maskinen altid være at finde i Mick Jaggers nærhed.

»Turneen er planlagt ned til den allermindste detalje. Og uanset hvor Mick Jagger befinder sig, er der en nøje tilrettelagt flugtrute til det nærmeste hospital,« fortæller en kilde til RadarOnline.

Rolling Stones blev dannet i London i 1962. Fra venstre er det Ronnie Wood, Keith Richards, Mick Jagger og Charlie Watts.
Rolling Stones blev dannet i London i 1962. Fra venstre er det Ronnie Wood, Keith Richards, Mick Jagger og Charlie Watts. Foto: Mike Segar - AFP
Vis mere

I en pressemeddelelse takker Mick Jagger gruppens fans for deres tålmodighed, mens han hylder læger og sygeplejersker for det, han kalder 'et fantastisk stykke arbejde'.

Rolling Stones blev dannet i London i 1962.

Sammen har Mick Jagger og guitarist Keith Richards skrevet klassiske rocksange som 'Start Me Up', '(I Can't Get No) Satisfaction', 'Paint It Black', 'Miss You' og 'Sympathy For The Devil'. I alt har gruppen solgt 250 millioner album.

Og i gruppens rekordlange levetid har Rolling Stones oplevet en række yderst opsigtsvækkende historier.

Rolling Stones på scenen i Frankrig.
Rolling Stones på scenen i Frankrig. Foto: Jean-Paul Pelissier - Reuters
Vis mere

I 1969 druknede gruppens tidligere guitarist Brian Jones i sit eget svømmebassin.

Samme år blev en fan dræbt lige foran scenen under en koncert i Californien, og i 1977 blev Keith Richards anholdt for heroinbesiddelse i Canada. Og i 2014 begik Mick Jaggers kæreste, L’Wren Scott, selvmord i deres fælles lejlighed i New York.

Men trods disse historier har Rolling Stones kun ved to tidligere lejligheder udsat en hel turné.

Det skete, da guitarist Keith Richard i 1998 faldt ned af en stige, og i 2006, da samme Richards faldt ned fra en bananpalme og fik kraniebrud.