Hansi Hinterseer smiler bredt, da jeg giver ham hånden, og alle hans cd'er er spredt ud over bordet, da vi sætter os over for hinanden i Tivoli-restauranten Grøften.

Du sælger jo vildt mange cd'er i Danmark. Hvad er din hemmelighed?

- Det ved jeg ikke. Jeg kommer fra Østrig, mine sange er ligesom bjergene. Jeg gør folk glade.

Jeg har hørt om en dansk fan, der skulle have dit ansigt på sit sengetøj. Hvor vilde er dine fans? Vil de giftes med dig?

- Ha ha... nej, men jeg er da glad for, at pigerne kan lide mig. Det ville være mærkeligt, hvis mine fans kun var mænd.

Gider ikke tage sig af DR

Selv om danskerne er gået i Hansi-ekstase, har DR P3 og P4 nægtet at spille hans musik. Det gider Hansi ikke bekymre sig om:

- Det er det samme overalt. Jeg ved ikke hvorfor, men det har vel noget at gøre med, at de, der styrer spillelisterne, engang selv har forsøgt sig som sangere, men aldrig slog igennem. Derfor sidder de nu tilbage og vil kun spille det, de selv kan lide.

Hitmageren har altid ret, så jeg viser Hansi en musikvideo med Rasmus Seebach og Medina, som ligger lige efter ham på hitlisten. Så kan han give dem nogle gode råd til at opnå hans succes.

Jeg begynder med at vise Seebachs video til 'Engel':

Det her er Rasmus Seebach. Og her er et billede af hans far, Tommy, der engang var en stor dansk sanger.

- Jeg tror, jeg har set ham engang...

Men han er død...

- Ja ja, men sønnen er god. God rytme, han ligner en popstjerne.

Hvad skal han gøre for at blive nummer et?

- Det er svært at sige. Jeg kender ham jo ikke. Men det ser godt ud.

Hansi undskylder de vage råd, og jeg viser ham i stedet Medinas video til 'Kun for mig'.

Kvinder svære at forstå

Hun hedder Medina. Før hun blev berømt, hed hun Andrea. Jeg ved ikke lige hvorfor.

- Nej, kvinder kan være svære at forstå, ha, ha. Men hun ser godt ud - og det er en god video.

Tror du, hun kunne sælge flere album, hvis hun hed Andrea?

- Hvad vil du have, jeg skal svare?

Men du er eksperten i at sælge musik..

- Nej, nej, slet ikke. Jeg er bare en simpel mand, som er glad for min succes.

Vi bliver afbrudt af en PR-dame fra pladeselskabet. Hun vil have, vi skal tale noget mere om Hansis musik.

Hansi tager igen billedet af Tommy Seebach.

- Jeg tror altså, jeg har set ham på tv.

Tiden er ved at løbe ud, men jeg når lige at spørge ham, hvorfor han ikke synger på engelsk. Han svarer:

- Det er der jo så mange, der gør. Man kunne lige så godt spørge: Hvorfor skulle en englænder synge på tysk?