******

(Seks stjerner)

20-25 minutter inde i Paul McCartney-koncerten sagde guitarist Rusty Anderson et eller andet i ørerne på Bossen. Som gengældte smilet. Jeg tror, han sagde: 'Vi har dem sgu i aften, Sir.' Gu' havde de så. McCartney indtog Jyske Bank Boxen med tæmmet vildskab, så vildt det nu bliver, når en 74-årig herre ruller sig ud. Og det gjorde Sir Paul i en grad, jeg endnu ikke har set.

Tidligere mandag aften lignede motorvejen mellem Vejle og Herning en meget lang, vindblæst vej i udkanten af et anfald af hård regn. Men pludselig oplyste solen heden. Det skulle vise sig at blive et varsel.

Modsat koncerten på Roskilde for et år siden lagde McCartney og hans band determineret ud, uden den tvivlrådighed og manglende greb om den orange feeling, der syntes at plage ham den første del af koncerten dengang.

Med 'A Hard Day's Night' i en kontant version og med et helt andet drive begyndte Sir Paul og hans fire håndgangne mænd aggressivt.

'Save Us' og så 'Can't Buy Me Luv', som han plejede at introducere den, dengang videoklippet fra Shea Stadium på bagvæggen blev optaget.

Med guitarist Rusty Anderson i offensiv opstilling i det gamle Wings-nummer 'Letting Go', igen i 'Let Me Roll It' - med et syret lån fra Jimi Hendrix og spillet med en tæmmet vildskab, som Lennon og Harrison skal vide, faldt ned i dét band som regnen på de udtørrede marker langs med nævnte motorvej.

På dén node videre i en stenerrock-version af 'I've Got a Feeling' og fornemmelsen af McCartneys, lad os kalde det tempererede risikovillighed. Til at sætte sit guld på spil. Det samme i 'Live and Let Die' med al den 007 dramaturgi, den påstår. I 'Hi Hi Hi' og 'Birthday'. Troede han, det var Copenhell?

'Ob-la-di Ob-La-Da', der lød som den reggae-rock'n'roller, den gerne vil være.

'Here, There and Everywhere' med en komprimeret, soulet følelse, der fik mig til at tænke på det udmærkede album, der blev optaget under Tim Christensens 70 års McCartney fødselsdagskoncert i 2012.

Der var sgu momentvis lidt af det samme glød på scenen i aften, som under Dizzy Mizz Lizzys rockbrag under Tinderbox Festival lørdag aften.

Ikke helt lydefrit, for Sir Pauls stemme er ikke, hvad den var engang. Han var tilmed hæs. Men han løser det stort set fint, ved at trække den på de mange høje toner i de originale forlæg. Indimellem ikke nok - der var bl.a. en bøf i 'Yesterday', der gjorde ondt.

Var de der, de benspænende stjernemomenter, der får én til at falde? Ja, i en næsten akustisk afdeling med en præcis skiffle-version af 'In Spite of All the Danger' - et af de første Beatles/Quarrymen-numre overhovedet. 'You Won't See Me, 'Love Me Do', 'And I Love Her' og en fejlfri 'Blackbird'.

Da tog den gamle popsmed din udsendte helt ned til drengeværelsets hjemmelavede blå reol og første stereoanlæg for konfirmationspengene. Drømmene, de første oplevelser af musikkens forløsning. Uden at blive alt for højstemt, eller det er vist for sent: Da Macca sang 'All your life you were only waiting for this moment to arrive'

Da var svaret 'ja'. Dundrende bifald på den jyske hede. Som ikke blev mindre, da han introducerede sin sang til John Lennon, 'Here Today' - eller *Something'. Godt nok har Macca fortalt den samme skrøne om sit ukuele-moment med George Harrison i årevis. Men versionen af Harrisons klassiker er stadig smuk.

McCartney har spillet sammen med de tre af fire musikere på scenen, Rusty Anderson, Brian Ray, begge guitar, og den uforlignelige trommeslager Abraham Laboriel Jr. siden 2002 og altmuligmand Paul Vix siden ca. 1990.

Selvfølgelig kan barometeret, når man lytter til 'The Fool on the Hill' og 'Elanor Rigby' vippe over mod nostalgiens selvtilstrækkelighed.

På den anden side; når manden introducerer 'Being for the Benefit of Mr. Kite' fra 'Sgt. Pepper' med Vix's keyboards på fuld orkestralt volumen, så er man vidne til noget større end musik. Det er, som at blive ledt tilbage af en af 60ernes få overlevende, centrale gamechangere, der - mere eller mindre tilsigtet - rullede lydtapetet ud til en revolution, der forandrede verden én gang for alle.

Og det med en mere harmonisk fordeling af syv årtiers sange i alle mulige stilarter, end jeg har set nu fire koncerter siden 2002.

Det handler om en McCartney, der med sine 60 års rutine greb Bank Boxens invitation til intimitet  og ordentlig akustik.

Det handler om, at han, hvad de nyere sange angår, holdt sig til kompositioner, der når barren, sat i fortiden, nemlig 'New' og en medrivende 'FourFiveSeconds'.

Sir Paul indtog Herning for at rocke, for at rulle og for at skære historiens vingesus i hele 39 skarpe snitter. Med den traditionelle runde ekstranumre spillet for fuld blæs. Jeg sidder tilbage med fornemmelsen af en mand, der ville vise, at 'I Saw Her Standing There' ikke har levet forgæves, og at hans kærlighed til sin musik er intakt.

And with a love like that, you know it can't be bad.

Paul McCartney, Jyske Bank Boxen, mandag