I mine øre kan sammenligningen ikke blive større.

Men da jeg første gang lyttede til Mathilde Falchs nye album 'Alle taler', kom jeg til at tænke på salig Lou Reed.

Mathilde lyder selvfølgelig ikke som den nu afdøde Velvet Underground-lader.

Men ligesom Lou satser Mathilde helt og holdent på den basale rock og de gode melodier. Ligesom Lou har hun i den grad ordene i sin magt. Og endnu mere vigtigt, ligesom Lou er Mathilde kompromisløs helt ind til benet og i ordets allerbedste forstand.

Da Michael Falchs datter tog sine første forsigtige skridt ud i egen musikkarriere, var det med en forståelig forsigtighed.

Men nu er forsigtigheden erstattet med en velfortjent selvsikkerhed. Og når hun med myndig stemme starter albummets første sang med ordene 'Den eneste du skal sige er undskyld', er man som lytter klar til at adlyde.

'Alle taler' er fyldt med den slags sange, der tydeligvis betyder alverden for solisten. Men selvom de ofte er dybt personlige, er kompositionerne også udstyret med den krog, der hægter op i vores andres følelser og erfaringer.

Mathilde Falch kan skrive rocksange, der tangerer det poppede, som min favorit 'Det jeg allerede har'. Og hun kan gå hele vejen ud på det dybe vand med med tunge sager som 'De presser mig' og 'Hvorfor havnede du her'.

Ligesom førnævnte Lou giver Mathilde heller ikke ved dørene. Hun kræver noget af sine lyttere. Men hvis man er villig til at lytte efter og tage imod udfordringen, er udbyttet dybt stimulerende og i den grad ægte.

Og dém slags oplever man ikke hver dag.

Mathilde Falch, 'Alle taler', fire ud af seks stjerner.