Han valgte i begyndelsen af 1980erne at satse alt på dengang tre totalt ukendte norske musikere.

Han valgte rigtigt.

Nu er Terry Slater, der i mange år var manager for det norske succesband, a-ha, død.

Det oplyser a-ha-medlemmet Magne Furuholmen i et opslag på Intstagram.

'For 43 år siden, plus/minus et par måneder, tog Terry Slater en chance med tre pjuskede, håbefulde nordmænd, der boede under kummerlige kår i London med brændende ambitioner og et vist talent,' skriver Furuholmen.

Han skriver, at Slater uden tvivl er den vigtigste person i a-has karriere.

'Ud over hans forretningsmæssige mod, erfaring, viden og netværk blev han en slags faderfigur og en god ven. Han bekymrede sig virkelig – både for bandet og for os tre som mennesker – og guidede os med fast hånd gennem succesens mange faldgruber og forhindringer,' skriver Furuholmen.

Slater spillede en afgørende rolle i, at monsterhittet 'Take On Me' og a-ha erobrede førstepladsen på hitlisterne i USA og verden over, hvilket lagde grundlaget for en international karriere, der har varet i over fyrre år.