Men for fire år siden ringede telefonen så endelig. Og mandag udkommer resultatet på Sko/Torp-cd'en "Heartland"

- Man ringer jo heller ikke til sin eks-kone, siger Palle Torp, som forklaring på, at han og Søren Sko intet hørte til hinanden i otte lange år.

- Du må huske på, at vi i flere år var sammen hele tiden - mindst seks dage om ugen, siger Palle Torp, der siden 2006 igen har turneret med sin musikalske partner - godt 60 dage om året.

I midten af 90'erne var duoen Sko/Torp ét af Danmarks hotteste popnavne.

Albummet "On A Long And Lonely Night" solgte over 200.000 eksemplarer. Og gruppen vandt adskillige danske Grammypriser.

Men så løb inspirationskilden tør. Drengene trak sig tilbage i hvert sit ringhjørne. Begge fik børn (to hver). Og begge udforskede andre musikalske områder.

- Søren lavede mange soloalbum. Jeg spillede blandt andet sammen med Mek Pek. Jeg underviste også. Men så i forbindelse med et jazz-album, der skulle optages i New York City, ringede Søren og spurgte, om jeg havde tid, fortæller Palle Torp.

Og snart kørte Sko/Torp ekspressen igen.

Inspirationen var tilbage. Melodierne flød. Og mht tekster, havde Søren Sko uendeligt meget på hjertet.

- Når man bliver ældre, sætter man måske endnu mere pris på livet. Og så har vi jo også begge oplevet lidt af hvert, siger Palle Torp.

Og for duoens tekstforfatter og sanger Søren Sko betød dét blandt andet livets hidtil mest smertefulde tab.

Således døde storesøsteren Helle for små to år siden af kræft. Og på albummet er det blevet til sangen "Cold Night Without You".

Sko/Torp er allerede i gang med deres seneste DK-turné. Og til sommer vi gruppen også dukke op til diverse festivaler.