Eksperimentalrock-ensemblet The Residents udsatte Store Vega for deres disharmoniske og generelt meget lidt leflende musik. Det var en anderledes underholdende oplevelse.
Det er lidt af en bedrift, amerikanske The Residents kan lægge navn til. I snart 40 år er det lykkedes ensemblets medlemmer at bevare deres anonymitet, og det er aldrig blevet til så meget som ét maskefald i offentlighedens søgelys. Musikken har altid stået foran individerne bag.
Hovedværket ’Meet the Residents’ fra 1974 var en forløber for new waven, der først markerede sit indtog et par år senere – omslaget viser en maltrakteret udgave af Beatles’ album ’Meet the Beatles’ og afspejler fint musikken, der er en dekonstruktion af poppens skabeloner.
I modsætning til ligesindede Frank Zappa, der også parodierede popkulturen, greb The Residents bevidst deres musik dilettantisk an – det var en spiddende kommentar til den vestlige verdens forbruger- og affaldskultur. Siden dengang er det gået op og ned for gruppen, der i dag er en trio, og som stadig udgiver op til flere værker om året.
De karakteristiske øjenæblemasker er en saga blot, og nu optræder frontmand ”Randy” (i anførselstegn, fordi bandmedlemmerne ikke har faste navne) i en gammelmandsmaske, mens keyboardmand og effektmager ”Chuck” og guitarist ”Bob” gemmer sig bag bizarre dykkermasker.
Aftenens koncert var programsat som en del af den igangværende dokumentarfilmfestival CPH:DOX, og hvor det på papiret måske virkede en anelse underligt at placere disse tre eksperimentalmusikere under dén hat, så gav det faktisk i det store hele ganske god mening.
Den to timer lange koncert bød nemlig både på dokumentariske spooky stories, som ”Randy” selv kaldte dem, og seancen antog også med mellemrum form af performance art – ja, faktisk kan forsvindende få af Residents’ sange karakteriseres som direkte vellydende.
Disharmonisk mundharmonika
Til gengæld har det heller aldrig været d’herrers mål at blive berømte, endsige skabe et pophit. I stedet stilles der spørgsmålstegn ved, hvad ”god musik” er for en størrelse, og Residents jagede sikkert en del publikummer ud af salen, da de åbnede med støjende ’Smelly Tongues’ fra netop ’Meet the Residents’.
”Randy” growlede sig vej gennem den frenetiske sang og blæste disharmonisk i sin mundharmonika på så aggressiv vis, at ildevarslende ’Sleepwalkers’ efterfølgende fremstod som et nærmest afslappende indslag.
Flankeret af sine to siddende kompagnoner, keyboardmanden ”Chuck” og guitaristen ”Bob”, dansede ”Randy” svævende rundt på scenen med svingende arme til de primært dystre toner (når da ikke han vittigt tilsvinede det tidligere medlem ”Carlos” for at have forladt gruppen).
Spøgelseshistorier
Scenen var indrettet som en hyggelig dagligstue med divan, pejs, radio og tv, men dét stod i stærk kontrast til musikken, der var alt andet end hyggelig. ”Randy” gjorde ganske vist, hvad han kunne for at fremstå som hyggeonkel mellem sangene, meeen…
Foruden at snakke om ”spejlfolket”, der kun kommer frem, når man står alene i badeværelset foran spejlet, fik vi også en række spøgelseshistorier om alt fra talende lys over afdøde entreprenører og kærester til en usynlig søster; blandt andet til tonerne af Everly Brothers’ ’All I Have to Do Is Dream’.
Under disse fortællinger projicerede ”Randy” selv videomontager op på tre runde lærreder bagerst på scenen, hvor mere eller mindre deforme karakterer fortalte makabre historier, mens musikken satte atmosfæren.
Makaber musik, makabre historier
Det var både fascinerende og sine steder direkte ubehageligt at stå igennem koncerten, hvor især anden halvdel var brillant, som i skingre ’Semolina’, buldrende ’Death in Barstow’ og uhyggelige ’The Old Woman’.
Og at Residents slet og ret favner over hele genrespektret blev især tydeliggjort under ekstranumrene, der bestod af country-klagesangen ’Bury Me Not’ og helt i den anden grøft, den hiphop-inspirerede ’Die-Stay-Go’. Det var på alle måder en anderledes musikalsk oplevelse.
Efter dén afslutning virkede det helt naturligt, at d’herrer forlod scenen til tonerne af Ghostbusters-temaet (!)
Under alle omstændigheder en stærk aften med maskemænd, makaber musik og makabre historier.
