Depeche Mode skulle egentlig først være gået på 22.15 i det stramt koreograferede program, som en festival som Tinderbox normalt har. Men allerede 22.10 lød de første toner, og to minutter senere stod gruppen på scenen og var i gang med koncerten.


Det virkede nærmest som en overraskelse på publikum, der fortsat stod og snakkede uden for alvor at lægge mærke til scenen - for koncerten skulle jo slet ikke være begyndt.

Hele det finurlige optrin var dog et godt billede på det niveau, Dave Gahan og co. lagde for dagen. De var klar, også selvom publikum i Tusindårsskoven ikke var det.

Med store numre som 'Precious', 'It's no good' og 'A pain that I'm used to' fik de britiske synth-popmusikere dog sparket en smule gang i de mange tusinde foran Rød Scene. Det skulle dog ikke vare længe.

Hitelskende publikum

En mindre række af mere stille numre fik bragt tempoet i koncerten helt ned. Det var ikke en dårlig ting, for det var eksempelvis smukt at høre Martin Gore synge sin sjæl ud i 'Somebody'. Desværre gav det også anledning for en del publikummer at påbegynde at småsludre. Det er forhåbentlig en enlig svale - for netop småsludren under koncerter var et stort problem på søsterfestivalen Northside i Aarhus for få uger siden.

Depeche Modes koncert på Tinderbox var de verdensberømte briters første festivaloptræden i Danmark. Spørgsmålet er, om de havde været bedre tjent med at spille på eksempelvis netop NorthSide eller Roskilde i den kommende uge.

For helt ærligt virkede det ikke rigtig til, at den ellers store mængde publikummer sådan rigtig var opsatte - og mon ikke Nik & Jay eller David Guetta havde trukket mere liv ud af de fremmødte. Det skal ikke tages som en fornærmelse, blot anerkendelse af publikums helt åbenbare hitprægede musikalske præferencer på Tinderbox, som er en festival, der hyrer musikere med mindst et større hit.

Man-crush

Et glimrende eksempel på det det hithungrende publikum er, at folk i stribevis strømmede mod scenen, da megahittet ‘Personal Jesus’ mod koncertens slutning pludselig fik den ellers lettere flade stemning op på kogepunktet.

Dave Gahan på scenen under Depeche Modes koncert på Tinderbox. Vis mere


Den lave energi foran scenen skyldtes dog ikke det, der skete på den. Dave Gahan var i sit es, da han som en matador med det ultratynde Salvador Dali-lignende overskæg (uden de lange, spidse ender) og sort/røde vest svedende dansede rundt på scenen, lavede den ene piruette efter den anden og lod sin velkendte dybe vokal gjalde ud over Tinderbox.

Publikum blev bestemt forkælet, ikke kun med lækker lyd og energi fra scenen, men også med en stribe af kæmpe hits fra Depeche Modes bagkatalog.

Specielt i den afsluttende del af koncerten blev der skruet op for de dansevenlige numre som 'Everything counts', 'Walking in my shoes' og de to megahits 'Enjoy the silence' og 'Just can't get enough'. Det var en kæmpe fornøjelse. Musikalsk nydelse for alle pengene.

Herfra kan resten af koncerterne på Tinderbox næsten være pinligt ringe, og man har stadig fået valuta for at købe sin billet.

Det var ganske enkelt fremragende. Og jeg har et gedigent man-crush på Dave Gahan.