Mads Langer, den flinke mand, synger på sin nye single, at man både skal kaste sin telefon ind i et bål, ryge sig skæv i et sommerhus og sige yoga-slogans. B.T. har nærstuderet ’Move Mountains’.

Mads Langer, din seneste single hedder ’Move Mountains’. Tænkte du på et bestemt bjerg, da du skrev den?

»Haha, nej ikke noget konkret a la Kilimanjaro. Det er mere i overført betydning. Hvis man zoomer lidt ud, handler den om at kigge op i stedet for altid at kigge ned på for eksempel sin telefon. Man går glip af så mange magiske ting, og jeg tror vi er sat på jorden for at skulle være sammen. Så handler den også om for mig privat at være to i stedet for én.«

Det har givet ny inspiration at få en kæreste?

»Ja, nu har jeg brugt ti år på at synge om, at jeg var ked af det, haha. Nu er det den glade periode.«

Har du egentlig et yndlingsbjerg?

»Nu er jeg jo fra Danmark, så det må Himmelbjerget.«

I første vers af ‘Move Mountains’ synger du, ”Breath in, getting high in the beach house”. Hvornår har du sidst røget dig skæv i et sommerhus?

»Jeg ryger mig ikke skæv. Men strandhuset er et bestemt et, jeg har besøgt i Californien. Det handler om en tidlig morgen efter en fantastisk nat. Solen er begyndt at stå op over havet, og man er helt høj af livet.«

Kunne du tænke dig at bo fast i for eksempel Los Angeles?

»Nej. Jeg er kommet i LA i 12 år, fået opbygget et netværk af venner og kollegaer og er derovre mellem to og fire måneder om året for at skrive og samle inspiration. Men hver gang jeg er rejst ud, har jeg fundet ud af, at hjem er Danmark. Det er her min familie, venner og kæreste er.«

Mads Langer har for nylig udsendt singlen 'Move Mountains'.
Mads Langer har for nylig udsendt singlen 'Move Mountains'. Foto: Carsten Bundgaard
Vis mere

I næste linje synger du ”Don’t worry, just say ’Namaste’”. Er du blevet yoga-spirituel?

»Haha, jeg er i hvert fald spirituel. Jeg mediterer dagligt og husker at ’grounde’ mig selv og kigge op ad. Når jeg rejser så meget, har jeg brug for at nulstille. Jeg er hypersensitiv og har brug for at fordøje alle de indtryk, jeg får. Jeg kan dog ikke lave de vildeste yoga-stillinger. Jeg har spillet ret meget fodbold, så jeg er alt for stiv i kadaveret, haha.«

Så synger du ”Throw our cellphones into the fire”. Hvornår har du sidst smidt en telefon ind I et bål?

»Haha, det har jeg selvfølgelig aldrig gjort, men jeg har haft lyst  flere gange. Hvis jeg har venner på besøg, så lader vi tit telefonerne blive ude i gange. Hvis jeg er på turne og sidder meget i bussen, kan jeg godt finde på at kigge for meget ned i telefonen. Det kan jeg nærmest få det fysisk dårligt af. Sociale medier kan være godt, men der er også mange tomme kalorier.«

”I got your name written on my skin,” synger du så før omkvædet. Har du fået en ny tatovering?

»Nej, jeg har kun en tatovering med Banksy (Berømt engelsk grafittit-kunstner) på armen, hvor han kaster med blomster i stedet for en bombe. Det er kampen for en bedre verden med fredelige metoder. Du kan kalde det Gud, du kan kalde det næstekærlighed. Det minder mig om hele tiden at gøre sig umage.«

Herefter handler omkvædet om, at så længe man har hinanden, kan man flytte bjerge

Mads Langer er aktuel med ’Move Mountains’ hele sommeren på landets festivaler.