Da den snart 60-årige popdronning Madonna for et år siden flyttede til Portugal, forklarede hun det med sønnen Davids fodboldambitioner.

Men i et interview med den italienske udgave af modemagasinet Vogue sætter hun nu lidt flere ord på, hvorfor hun valgte at rive teltpælene op sammen med fire af sine seks børn.

Hun ville gerne sørge for, at 13-årige David fik de bedste forudsætninger for at udvikle sit fodboldtalent, hvilket er lykkedes med en plads på Benficas akademi for unge. Niveauet var ikke højt nok i USA, fortæller hun.

»Jeg så hans frustration, og jeg følte også, det var et godt tidspunkt. Jeg følte, at vi trængte til forandring og til at komme væk fra Amerika for en stund. Som du ved, er det ikke Amerikas fineste øjeblik.«

Madonna nævner ikke USAs præsident Donald Trump med ét ord, men det er svært at læse det anderledes, end at det er ham, hun refererer til. Tidligere har hun nemlig ikke lagt fingrene imellem.

»Ja, jeg er vred, ja, jeg er oprørt, ja, jeg har tænkt en masse om at sprænge Det Hvide Hus i luften, men jeg er klar over, at det ikke vil ændre noget. Vi må ikke havne i fortvivlelse,« sagde hun under en kvindemarch sidste år.