Machine Head leverede varen onsdag aften i Vega – der var circlepits, der var djævlehorn, der var sved og der var fællessang. Men var det så nok?

Vi skal tre år tilbage i tiden for at finde den seneste udgivelse fra Machine Head, ’The Blackening’. Siden starten af 2007 har gruppen turneret tæt bag dette roste album, der tog alle Oakland-slængets forcer og kombinerede dem 80’er-metallens grandiose udtryk og laaaaange sange.

Tæller man aftenens koncert med, var det 4. gang siden dén plade, at Machine Head trillede ind på dansk grund for at underholde den hårde kerne af fans.

Det lyder på papiret lidt af overkill, og hvordan kvartetten – uden nyt materiale – skulle have kunnet trække 5000 mennesker til Tap 1, hvor koncerten oprindeligt var sat til at finde sted, er en gåde, som formentlig kun arrangøren kan svare på.

På grund af svigtende billetsalg var forestillingen da også nedgraderet til Store Vega, som var godt fyldt uden dog at kunne melde udsolgt. Danske metalfans er altså ikke så nemme at narre… eller også var mange af dem bare sneet inde.

Nå, men med de seneste af Machine Heads danske koncerter – der har lugtet mistænkelig meget af rutineforestilling – in mente, var det med forventningen om en rystet sangpose og en overraskelse eller to, at man troppede op på Vesterbros fineste spillested denne onsdag.

Overraskelser og forudsigeligheder

Koncerten var imidlertid stadig bygget op omkring sange fra ’The Blackening’, og den ti minutter lange ’Clenching the Fists of Dissent’ åbnede seancen i et ret uskønt og sumpet lydbillede, mens Robb Flynn vanen tro dirigerede horderne rundt på gulvet foran scenen.

Lyden blev der heldigvis hurtigt rettet op på, og så overraskede ’Spine’ glædeligt midt i det hele, mens der også var gjort plads til ’Exhale the Vile’ og titelnummeret fra ’The Burning Red’ plus endda ’Bulldozer’ fra ’Supercharger’; Machine Heads nu metal-plade, som bandet ellers selv har afskrevet.

Interessante tilføjelser til det, der ellers blev præcis så ufarligt og forudsigeligt som forventet.

Fansene fik lige hvad de kom efter – der blev i dén grad givet los med circlepits, crowdsurfing, djævlehorn og fællessang – men har man overværet Flynn én gang i rollen som indpisker og flittig dirigent, så er der altså ikke meget nyt at komme efter fra koncert til koncert. Uanset om der går et halvt eller to år mellem dem.

Det er som at se en reprise af et teaterstykke med en ny replik hist og her eller som en julegudstjeneste, hvor Robb Flynn er præst og hvor den religiøse masse er Machine Heads fans. Vælg selv. Rituelt og rutinepræget er det under alle omstændigheder.

Fryd og klimaks mod slut

Alt dette sagt, så er der altså intet at sætte på Machine Head, rent teknisk. Robb Flynns stemme har det ganske vist bedst, når den drukner lidt i muren af guitar og trommer, men ellers er især Dave McClain bag sidstnævnte tønder altid en fryd at overvære på præcis samme vis som Flynn og Phil Demmels guitardueller.

Og selvom der ofte gik ”you are the best audience ever!” i Flynns små taler til folket, så var det da meget hyggeligt at høre en anekdote fra hans druktur med Lars Ulrich på morgenbodegaen Hong Kong efter de fem Metallica-koncerter sidste år.

Som altid nåede stemningen sit klimaks mod slut: først med ’Block’ – eller ’Fuck It All’, som den mere politisk ukorrekte titel lyder – der lukkede sættet og siden de sublime ekstranumre ’Halo’ og ’Davidian’, som rundede den syv kvarter lange koncert af.

Jovist, det var da præcis, som Machine Head-koncerter har været (og altid bør være, vil nogle sikkert indvende) det seneste gange, tourkaravanen er trillet ind på dansk muld. MEN hvis man – som denne signatur – hurtigt bliver træt af ”the same ol’ shit”, når det kommer til koncerter, så var det altså svært at få en rasende ophidsende oplevelse ud af det hele.

Så er dét sagt.