Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

I anledning af Kim Larsens 70 års fødselsdag på fredag har BT bedt Nationalskjaldens kapelmester give et indblik i Kjukkens maskinrum

Fredag i næste uge fylder Kim Larsen 70. Sangeren selv holder ferie på sin fødselsdag. Ikke helt overraskende gider Larsen ikke alt det dér fejring og postyr.

Til gengæld kan man vist roligt gå ud fra, at en stor del af de øvrige godt fem millioner danskere vil fejre dagen med en tur ned ad mindernes Rabalderstræde i et par minutter eller mere. F.eks. når en radiostation, cd-, pladespilleren eller en playliste spiller en enkelt eller to af Larsens klassikere.

De sidste 20 år har guitaristen Karsten Skovgaard haft en stor del af ansvaret for leveringen af Larsens sange som en blanding af kapelmester, spillekammerat, coach og, skal man tro Nationalskjalden selv, guitarlærer for Kim Larsen.

De to har udgjort grundstammen i Larsens band Kjukken siden begyndelsen af 1995.

Ved Kim Larsens seneste turnépremiere i januar i Viften i Rødovre formulerede Kim Larsen det sådan, at de to havde fået et skæbnefællesskab.

»Jeg er jo den musiker, der har holdt KL ud i længst tid. Eller holdt ud - det lyder lidt nedladende. Sådan er det ikke ment. Sådan er tonen mellem Kim og mig. Holdt den gamle ud,« siger Karsten Skovgaard med et grin.

Ned i maskinrummet

BT møder Kjukken-guitaristen på dennes stamrestaurant i Odense. God italiensk mad, fremragende italiensk vin - og et par timer, hvor BT i anledning af 70 års fødselsdagen, som det første medie nogensinde, får et indblik i Kjukkens maskinrum.

»Skæbnefællesskab? Ja, det har Kim vel ret i. Men det er ikke noget, vi er gået efter bevidst. Det er slet ikke noget, jeg tænker over i det daglige. Sådan er det blevet. Plader og turneer har afløst hinanden. Der har været en udvikling. Alle ved, at når noget udvikler sig, er det sjovt at deltage i,« siger Skovgaard, og kommer ind på et emne, som han senere gentager flere gange.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Fordi det er blevet dagligdag for mig, kommer det let til at lyde som om, jeg ikke har respekt for Kims musik. Det har jeg - enorm respekt som alle andre. Men i det daglige er Kim min spillekammerat,« siger Skovgaard, og tilføjer:

»Han synger jo helt fantastisk, den gamle. Han stemmer rigtigt. Mange sangere rammer ved siden, når de går op- og nedad i tonerækken - Kims sang sidder der bare.«

Hvad gør han for at holde sin stemme så ren?

»Det tror jeg sgu ikke, han tænker over. Han synger bare,« siger Skovgaard og nævner en stående joke i Kjukken:

Dumpede til musik-eksamen

»Da Kim var dreng, var han til optagelse i et drengekor. Han kunne ikke huske ordene i ’I østen stiger solen op’, og blev derfor afvist.

Jeg selv fik 0 i musik på HF. Jeg var med i alle skoleband på Svendborg Statsgymnasium. Derfor var der et vist forventningspres, da jeg endelig skulle op i musik. For at sige det som det er, fik jeg alt for meget at drikke dagen før. Jeg sov over mig og dumpede meget naturligt. Kim og jeg joker med det: sikket orkester, orkesterlederen fik 0 i musik, forsangeren kunne ikke blive optaget i et drengekor,« siger Skovgaard.

Historien om Larsen og Kjukken begyndte i 1994, da Karsten Skovgaard medvirkede i en teaterforestilling i Odense. En dag kom Kim Larsens daværende manager Frank Steen forbi teateret og hørte Skovgaard spille den stilskabende, twangy guitarist Duane Eddys ’Rebel Rouser’. Larsen, der var og er begejstret for netop dén lyd, var på jagt efter en ny guitarist, og i øvrigt på vej til Odense efter at have mødt sin nuværende kone Liselotte Kløvborg.

Et par uger senere kom Kim Larsen selv og et følge på hele ni mand ind på en café, hvor Skovgaard spillede en version af The Beatles’ ’Rocky Racoon’. Efter ti minutter forlod samtlige ti mand cafeen.

»Det var et mærkeligt optrin,« siger Skovgaard med et grin.

Noget i hans version af Paul McCartneys western-historie må have tiltalt Larsen. For kort efter blev Skovgaard ringet op af Frank Steen, der spurgte, om Larsen måtte komme forbi.

’Kvinde min’

»Første gang Kim besøgte mit studie, sagde han: ’Jeg har skrevet en sang i nat, som jeg godt kunne tænke mig at spille’. Dertil sagde jeg, ’ja, jeg havde jo ikke regnet med, at vi skulle spille ’Kvinde min’’. Men det har vi jo så gjort på scenen lige siden,« siger Skovgaard med et grin.

Ifølge myten om Larsen er han ekstremt produktiv. Er det rigtigt?

»Han skriver så mange sange, at du tror, det er løgn. Når du har prøvet at stå i øvelokalet uden helt at vide, hvor man vil hen, ved man, at det hurtigt risikerer at fade ud. Det gør det aldrig med Kim. Der er altid et eller andet at øve på.«

Og så er der en anden myte - at Kim Larsen kan være en temmelig egensindig herre.

»Hvis Kim har en idé, skal den selvfølgelig spilles i den ånd. Det er hans sange. Men vores samarbejde... det er måske meget fedt, at Kim og jeg ikke kommer det samme sted fra. Det hedder dialektik, tingene udvikler sig, når modsætninger mødes. Man står aldrig og kigger tomt ud i luften, når Kim er i øveren,« siger Skovgaard.

Jeg har set Kjukken live i underkanten af 20 gange. Det virker som om, I bliver bedre og bedre? Arbejder med arrangementerne.

»Mange koryfæer ender med at blive et museum over noget, der var engang. Det må være underligt at være et udstillingsvindue. Det er vigtigt at udfordre publikum. Det er ikke kun ’Kvinde min’. Vi spiller cirka 1/3 Gasolin’, 1/3 Kim solo og 1/3 Kjukken. Vi lever med, at publikum måske nogle gange ser lidt undrende på os. Men med det bagkatalog...,« siger Skovgaard og trækker lidt på det, ... »kommer der hurtigt en sang, de kender.«

Storhed og trompeter

Et ekspempel på Skovgaards rolle i Kjukken kunne være hans arrangement af en sang som ’Jutlandia’.

»Da vi begyndte, var det med Beatles-konceptet: to guitarer, bas, trommer. Det er fint, når det gælder Gasolin’s materiale. Men hvordan fanden gør man, når det gælder ’Jutlandia’, der udstråler grandiositet og storhed - trompeter og det hele. Jeg har valgt at spille på en tolvstrenget elektrisk guitar, så budskabet forhåbentlig bliver stort. Ufordringen er at få sjælen frem. Gasolin’s numre kan godt være lidt udflippede: Franz på guitaren, indimellem. Det gjorde ikke så meget, de kunne mikses sammen i studiet - og blev danmarkshistorie. Min opgave har været at finde det, man kan kalde det fælles udtryk, det hvor det bliver unisont. Hvor der er plads til det udsyrede, uden at det går ud over groovet, og hvor jeg har lydmanden med,« siger Skovgaard.

Kim Larsen siger selv, at han er blevet bedre af at spille med dig. Har han ret?

»Det er et svært spørgsmål. Hans guitarspil er klart blevet bedre over tid. Jeg vil ikke sige, at det er MIN skyld. Det skyldes det, der sker i det rum, vi går ind i, når vi spiller sammen.«

Hvad er det for et rum?

»... vi har to guitarer i bussen, som lyder højt og godt - og som kan overdøve motorstøjen. De står på sædet, når vi kommer ind. Vi tager en kaffe, Kim har sikkert skrevet noget på hotelværelset. Som den mest naturlige sag af verden griber jeg min guitar og spiller med. Vi sidder og ’strikker’ musik som et par gamle koner. Kim kalder det selv at strikke. Det behøver ikke at være ret seriøst. Nogle gange rammer vi noget, der lyder godt,« siger Skovgaard.

»Kjukken er en fantastisk organisme, som det er sjovt at være en del af. Det er en diskussionsklub, så det vil noget. Der er ikke nogen af os i Kjukken, der ikke har en mening om alt. Der bliver snakket om alt fra politik til livets store spørgsmål. Det er et godt sted at være. Det er det fantastiske ved at være medlem af en mandegruppe, at man er ens, og så alligevel enormt forskellige på andre punkter.«