Lukas Graham er en succes. Deres seneste, andet album, "Lukas Graham (Blue Album)", der udkom uden varsel midt i juni, lå på førstepladsen af den danske albumhitliste i 15 uger i træk – hvilket ingen har gjort siden Kim Larsens "Midt om Natten" i 1983 – inden de kortvarigt blev slået af pinden af Johnny Madsen.
De fik tre Danish Music Awards for halvanden uge siden, seks ud af syv koncerter på deres netop igangsatte arenaturné er udsolgt, de har for nylig ligget nummer 1 i Sverige, og de har amerikansk pladekontrakt med mastodonten Warner Music, der snart udgiver dem i USA.
Deres management med det ambitiøse navn Then We Take The World arbejder benhårdt på et internationalt gennembrud.
Lukas Graham er også en succeshistorie i en anden facon. Der er nemlig ikke tale om en gruppe, der er kommet frem via et talentshow eller som en heftigt markedsført pladeselskabskonstruktion.
Lukas Graham var bare fire fyre, som begyndte at spille sammen, blandt andet i sanger Lukas Forchhammers barndomshjem Christiania. De var åbenbart gode, for rygterne om deres talenter spredtes hurtigt, de fik en pladekontrakt, og inden de udgav deres første single, kunne de fylde Loppen på Christiania med plads til 400 personer.
Virale hit
Sideløbende havde de fået et viralt hit med to hjemmelavede videoer, senere råspillede P3 deres debutsingle "Ordinary Things", og fra efteråret 2011 til foråret 2012 gik Lukas Graham fra at være et upcoming navn på hastig vej frem til et band, der kunne fylde Store Vega med 1.500 personer.
Det selvbetitlede debutalbum fra 2012 blev årets bedst solgte danske album, turnéerne gik nu til steder som Falconer Salen i København (3.000 personer) og Scandinavian Congress Center i Aarhus (4.000 personer), og de blev også udgivet i Tyskland, Schweiz og Østrig og spillede der, begge dele med pæn succes.
Så flyttede de til Los Angeles og indspillede deres andet album, der som sagt igen blev et stort hit herhjemme, og torsdag aften tog de så hul på deres Danmarksturné i en udsolgt Ceres Arena i Aarhus (tidligere NRGI Arena), hvor 5.000 koncertgæster, fortrinsvis kvinder i alderen 15-40, tog imod dem.
Lukas er et band
Og ja, jeg siger dem, for Lukas Graham er et band. Godt nok med en forsanger, der også næsten hedder Lukas Graham, helt præcis Lukas Graham Forchhammer og i daglig tale Lukas Forchhammer – og en forsanger, der er bandets ubestridte forgrundsfigur.
Men de tre andre medlemmer, bassist Magnus Larsson alias Magnúm, trommeslager Mark Falgren alias LoveStick og keyboardspiller Kasper Daugaard er også vigtige medlemmer, ligesom sangskriverne og producerne Stefan Forrest, Morten Ristorp og Morten Pilegaard er en fast del af holdet omkring Lukas Graham.
Og hvad er det så, de kan, der berettiger dem til den massive popularitet? Ja, det fik de hurtigt bevist i den fyldte arena. De kan noget så simpelt, men vigtigt, som at skrive stærke sange, spille og synge dem forbilledligt og komme helt ned til bagerste rækker. Uden det helt vilde sceneshow med videoskærme, bevægelige sceneeffekter, ild og pyroteknik, men der var bestemt også noget for øjet i Ceres Arena.
Det begyndte ganske lavmælt og afslappet, da de tre bandmedlemmer henslængt åbnede med "Criminal Mind" i halvakustisk udgave med Magnúm i lænestol, LoveStick på cajón og Kasper Daugaard på keyboard med et par standerlamper omkring, som var vi i en dagligstue foran på scenen.
... og publikum gik amok
Der blev skålet i dåseøl, så kom Lukas Forchhammer ind på scenen, og publikum gik amok. Manden var simpelthen ekstremt karismatisk med sin vidtspændende, klokkerene og dog let rå soulstemme, engelske udtale uden den mindste danske accent – hans afdøde far var irer – og sin afslappede påklædning med omvendt kasket, hvid T-shirt og røde boksershorts.
Gruppen fortsatte i det stille hjørne med sangen med en lige så himmelstræbende titel som navnet på gruppens management, "Take the World by Storm". Efter det første omkvæd blev scenen pludselig sort, og så efter nogle få, forventningsfulde øjeblikke var scenetæppet trukket fra, og bandet befandt sig oppe midt på scenen med blæsertrioen The Rusty Trombones ved deres side foran en imponerende lyskonstruktion, hvor tre store lysbuer og masser af lamper i gulvet gav associationer til Las Vegas.
Imponerende, og nu var der fuld power på musikken med LoveStick bag et stort trommesæt, og Kasper Daugaard med både keyboard og orgel til rådighed.
Herfra fortsatte koncerten med den ene velspillede sang efter den anden hentet fra bandets to album. Lukas Forchhammer fortalte, at det om få dage er fire år siden, gruppen havde spillet deres første koncert i Aarhus, som fandt sted 28. november på Vestergade 58 (der i parentes bemærket har plads til 200 personer, og der var udsolgt).
Siden er det som nævnt gået støt fremad, og koncerten igennem udstrålede Forchhammer en sympatisk blanding af selvbevidsthed og ydmyghed. "Her kommer et nummer, I har lyst til at synge med på," sagde han kækt om kæmpehittet "Drunk in the Morning", vi fik som tredje sang, men kort herefter takkede han ydmygt publikum for, at de var mødt op.
Den smukke, melankolske klaverballade "Better than Yourself" var et højdepunkt tidligt i koncerten, hvor Forchhammer sang med hjertet i hånden. Den fik følge af den anderledes glade og udadvendte "Hayo", og netop samspillet mellem de inderlige, lavmælte numre og de festlige er det, der gør Lukas Graham til noget særligt.
Det er det i princippet hos mange solister og grupper, men balladerne er bare lidt mere intense og bangerne lidt mere hårdtslående hos Lukas Graham end hos end hos mange andre, om end det skal siges, at "Hayo" er en af Lukas Grahams langsommere sange blandt de glade.
Af med trøjen
Det var også under "Hayo", at Forchhammer smed sin T-shirt og gennemførte resten af koncerten i bar overkrop – noget mere veltrænet, end da han i 2012 ofte optrådte i undertrøje og let kvabset. Dengang syntes jeg, det var befriende, at en mandlig sanger turde vise en delvis nøgen overkrop uden at være toptrimmet, noget der har været en sjældenhed på den danske musikscene siden Burhan G og Nik & Jays muskelsvulmende video "Tættere på himlen".
På samme måde som det var befriende, da sangerinden og sangskriveren Jomi Massage optrådte splitternøgen iført deller og appelsinhud på Spot Festival 2004 foran blandt andre kulturminister Brian Mikkelsen for at gøre op med stereotype kvindekropsidealer inden for musikken.
Også Lukas Forchhammer har imidlertid ladet sig stramme op – dog ikke mere, end at han stadig har en lille topmave, som han selvironisk sagde havde kostet mindst en million i øl. Hvordan Lukas Forchhammer plejer sin krop, er naturligvis hans helt suveræne beslutning, som jeg ikke skal blande mig i, men da den er en del af sceneshowet, bliver den omtalt her. Og det er da en pæn krop.
Under "Don't You Worry 'Bout Me" gik bandet ud på den lille scenecatwalk, som de ellers brugte lidt for lidt i koncerten. Sangen er, som Forchhammer sagde, en glad sang om hans afdøde far – en sang om, at Lukas nok skal klare sig, selvom faderens død kom som et stort chok (Eugene Graham døde pludselig af hjertestop i 2012, 61 år gammel, kort efter sønnens gennembrud, red.).
Den blev efterfulgt af "You're Not There", en omvendt trist sang om savnet efter faderen.
I det hele taget fylder den afdøde far og Forchhammers øvrige familie meget i Forchhammers tekstunivers, også i numre som "7 Years", "Happy Home" og "Mama Said".
Det er tydeligt, at Forchhammer skriver meget personlige sange, hvor han i et ligefremt, men klichéfattigt sprog også reflekterer over at arbejdet som sangskriver, over at være berømt og over, hvad de kommende år må bringe, igen med en blanding af selvbevidsthed og ydmyghed. Det er ofte decideret rørende, som eksempelvis i "7 Years" om Forchhammers liv før, nu og i fremtiden. Godt gået!
Indtrykket af selvbevidsthed versus ydmyghed blev understreget gennem en anekdote om, at Lukas Graham til Grøn Koncert 2012 var blevet antaget for at være frivillig og derfor sat til at opsætte nogle skraldsække – noget, han beredvilligt gjorde, også efter at hans "overordnede" havde fundet ud af, hvem han var. Særdeles sympatisk.
Mandefødsel på vej
Hovedparten af publikum var som nævnt kvinder, der ofte sang med af fulde hals, men der var også en mandlig fan på første række, der ifølge Forchhammer råbte "jeg vil føde dine børn", og det var jo lidt morsomt. Og sympatisk var det også, at Forchhammer fortalte, at han og bandet som altid stillede op til hyggesnak i merchandiseboden efter showet.
Det gør kunstnere, der kan sælge 5000 koncertbilletter ellers sjældent, af den simple grund at de med så mange fans kan bruge flere timer på det, og hvem orker det efter en lang arbejdsdag med lydprøve og koncert, og de har næppe brug for pengene fra det potentielt forøgede merchandisesalg. Men det gør Lukas Graham.
I slutningen af showet, der i øvrigt var præget af særdeles stemningsfuld lyssætning, smed også bassist Magnúm og trommeslager LoveStick deres T-shirts, og de, især Magnúm, er åbenlyst også hyppige gæster i træningscentret.
Dog bruger de heldigvis ikke mere tid på træning end i øvelokalet, for de spiller stramt og præcist, og keyboardspiller Kasper Daugaard er elegant på tangenterne, ligesom The Rusty Trombones er en svedig blæsergruppe med trompet, trombone og saxofon, helt som de skal være.
Et tidsmæssigt helt ordinært sæt på 75 minutter og et kvarters ekstranumre var, hvad vi fik, men det var også stort set det eneste ordinære i en helt igennem fremragende koncert med en band og en forsanger, som det er let at blive misundelig på.
Det er dog endnu lettere at lægge sig fladt ned i beundring, for nok har især Lukas Forchhammer fået et usædvanligt talent i vuggegave, men gruppen har arbejdet og arbejder stadig hårdt for succesen, som man kun han forvente bliver endnu større i de kommende år, også i udlandet. Lukas Graham er ganske enkelt i verdensklasse.
Lukas Graham og Patrick Dorgan, Ceres Arena, Aarhus, torsdag d. 19. november 2015
