Der er ikke mange, der kan prale af at have opnået, hvad det danske band Lukas Graham har gjort.

Deres single '7 years' er nemlig blevet streamet en milliard gange, og det er kun sket for meget få andre kæmpenavne.

Der er nemlig kun 25 andre musikere og band, der har opnået samme kæmpe streaming-succes, og det er ikke hvem som helst, som Lukas Graham nu er i klub med.

I en pressemeddelelse, som Copenhagen Records har sendt ud fredag, skriver de, at det er stjerner som Ed Sheeran og Justin Bieber, de danske drenge er i toppen af listerne med.

I Europa er det faktisk kun lykkedes ét andet band at opnå en milliard streaminger, og det er det britiske band Coldplay.

'Da jeg var syv år gammel, havde jeg mange drømme, men de oplevelser, som jeg og bandet har haft sammen, blandt andet på grund af '7 Years', har for længst opfyldt mange af dem,' udtaler forsanger Lucas Forchhammer i pressemeddelelsen og fortsætter:

'Jeg er meget taknemmelig for, at vores musik giver os lov til at rejse verden rundt og ikke mindst at få lov til at møde nogle af alle dem, der har været medvirkende til, at '7 Years' nu har opnået en milliard streams.'

Desuden er der en af Lukas Grahams andre sange, som er tæt på at komme med i milliard-klubben, står der i pressemeddelelsen.

Den er nemlig nået op på 700 millioner streams på forskellige tjenester som Spotify og Apple Music.

Fans kan desuden glæde sig til, at der kommer mere musik fra det danske band i efteråret.

Desuden skal de på turné i USA og Asien.

De kan nu glæde sig over at kunne kalde sig det første band fra Norden, som nåede 1n milliard streams.