Det varer ikke længe, før Lukas Graham og hans band igen drager ud for at spille en række koncerter i USA, men det bliver desværre uden et af deres bandmedlemmer.

'Vores kære ven og bassist Magnus vil ikke være med os på vejen, når vi skal på tour i USA,' skriver Lukas Graham på Twitter.

Den 31-årige sanger og sangskriver fortæller også i opslaget, at det er et valg, Magnus Larsson, som bassisten hedder, har taget på baggrund af en familieudvidelse.

'Vi vil selvfølgelig savne ham, men vi ønsker ham også alt det bedste, mens han bruger tid med sin voksende familie,' skriver Lukas Graham videre.

Bandet Lukas Graham med medlemmerne (fra venstre) Morten Ristorp, Mark Falgren, Lukas Forchhammer og Magnus Larsson.
Bandet Lukas Graham med medlemmerne (fra venstre) Morten Ristorp, Mark Falgren, Lukas Forchhammer og Magnus Larsson. Foto: JOHN THYS
Vis mere

Magnus Larsson, der har kælenavnet Magnúm, har været med helt siden 2011, da bandet begyndte at lave musik sammen.

Bandets karriere begyndte i den sidste halvdel af 2011, hvor de delte to videoer på YouTube.

Her fremførte de sangene 'Criminal Mind' og 'Drunk in the Morning', der hurtigt blev en succes.

Dog forventer de at have Magnus Larsson tilbage i bandet på deres næste tour.

På deres hjemmeside kan man læse, at sidste koncert i USA spilles 10. november.

Dernæst skal de spille på diverse festivaler i Danmark.

Om vi får lov til at opleve Magnus Larsson, når bandet igen er tilbage i Danmark, står en smule uklart, men vi kan da håbe på det.

Den 29-årige bassist er det eneste medlem sammen med Mark Falgren på trommer, der har været med i bandet siden deres første single. Sammen med Lukas Graham, der har det borgerlige navn Lukas Fochammer, selvfølgelig.