Siden USA-gennembruddet med ’7 Years’ har Lukas Forchhammer  brugt de sidste par år på at turnere og være far. Nu overrasker han og resten af Lukas Graham med et nyt nummer skrevet til den amerikanske tegnefilm ’My Little Pony – The Movie’.

Pharrell havde succes med ’Happy’, Justin Timberlake med ’Can’t Stop The Feeling’. Nu er det Lukas Grahams tur til at gå i verdensstjernernes fodspor og lave et potentielt hit til en stor amerikansk tegnefilm.

Siden den danske trio, med 29-årige Lukas Forchhammer i front, fik deres massive internationale gennembrud med singlen ’7 Years’ fra 2015-albummet ’Lukas Graham (Blue Album)’, som sendte dem på en mindre verdensturné, har fans måttet vente i spænding på ny musik.

Den officielle opfølger til ’7 Years’-albummet er endnu på trapperne, men som pause-underholdning har Lukas Graham sagt ja til at medvirke på soundtracket til den amerikanske tegnefilm ’My Little Pony – The Movie’ med det nye nummer ’Off to See the World’, der blandt andet har været brugt som lydspor til filmens officielle trailer.

Lukas Forchhammer fortæller i en pressemeddelelse om det glade uptempo-nummer, at det har været fedt at skrive en sang til en film, som en masse børn kommer til at se. Særligt nu, hvor han sidste efterår blev far til datteren Viola.

»Derudover var det skønt med en opgave, hvor jeg kunne slippe tøjlerne lidt og bare skrive en fed sang, der ikke tager udgangspunkt i mit eget liv, som det seneste album i den grad gjorde. Fun fact i denne sammenhæng er, at vi legede vildt meget med ’My Little Pony’s’ hos min kusine Sallie, da vi var små.«

’My Little Pony’-soundtracket udkommer på fredag den 22. september og har også verdensstjerner som Sia og popgruppen DNCE på tracklisten. Filmen, der først har premiere den 5. oktober, er legetøjtsgiganten Hasbros opfølger til 1986-tegnefilmen af samme navn.

Lukas Graham har ikke villet oplyse, hvornår man kan forvente mere musik fra gruppen, som naturligvis har en del af skulle leve op til oven på de sidste par års store eventyr.

Forleden afslørede Lukas Forchhammer på Instagram, at han for tiden er i studiet med sine sædvanlige samarbejdspartnere Don Stefano og Morten Ristorp. I studiet sad også en sangskriver ved navn Jerm D., der ifølge hans Instagram-profil har været med til at skrive nummeret ’All Night’ fra Beyoncés seneste album ’Lemonade’. Lukas Grahams anden partner i rim Brandon Beal har også tilbage i august på de sociale medier indikeret, at ny musik var under opsejling.

Sidste gang, et dansk popband snakkede sammen med en amerikansk legetøjsgigant, var forresten, da Hasbros konkurrent Mattel i 2000 sagsøgte Aqua for at ødelægge deres brand med ’Barbie Girl’-hittet.

Hør en lille bid fra Lukas Grahams 'My Little Pony'-nummer her: